Av, skoen trykker!

Av, skoen trykker!

Det er en dejlig solrig formiddag og tilmed en søndag, så jeg er listet på cafe, mens min mand hygger sig med børnene. Jeg har bestilt en cafe latte og slæbt en masse bøger med, for selvfølgelig skal jeg udnytte tiden på fornuftig vis med lidt faglitteratur! Den plan ryger dog hurtigt i vasken, da jeg sætter mig ved siden af en jævnaldrende kvinde med en dreng på 11 måneder. Vi falder hurtigt i snak, faktisk så hurtigt, at jeg ikke når at få smagt på min ellers så tiltrængte cafe latte.  Hun er en af de kvinder, hvor jeg hurtigt mærker, at hende kan jeg stille spørgsmål om alt og intet og hun vil føle sig beæret over min interesse. Men uden egentlig at have spurgt, fortæller hun om hendes søns vuggestue: Han lige er startet og hun synes, det er hårdt, han græder, når hun går fra ham om morgenen. Hun bryder sig heller ikke om, at der er så mange andre børn på stuen, selvom han har fået plads et relativt lille sted. Under indkøringen blev kontaktpædagogen syg og en anden måtte tage over. Nu er hendes søn også blevet syg. Heldigvis er hun stadig på barsel og har derfor rig mulighed for at passe ham under sygdom, men frygter, hvad der skal ske, når hun snart skal begynde på arbejde igen.

Jeg forklarer, at jeg passer mine børn selv og de derfor sjældent er syge. Hun spørger, som så mange andre, om jeg kan få tiden til at gå som hjemmegående? Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, for det falder mig slet ikke svært. Tværtimod må jeg ofte slå bremserne i.  Jeg fortsætter med at fortælle lidt om min hverdag og om, hvor meget jeg værdsætter nærværd med mine børn. Jo mere jeg går i dybden mærker jeg, hvordan hun bliver berørt og i en lind strøm begynder hun at reflektere højt over hendes valg: Faktisk vil hun meget gerne gå ned i tid, men det er næsten umuligt i hendes situation både erhvervsmæssigt og økonomisk. Hendes mand arbejder desuden meget og er fuldstændig pro vuggestuer og hvor skulle hun dog også gå hen med sit barn, så det kan blive tilstrækkelig aktiveret?

Jeg kommer med en masse konstruktive forslag, synes jeg selv, men jeg kan godt mærke, at det slet ikke er dér skoen trykker! Og ganske rigtigt, pludselig skifter hun stemmeleje og begynder at forsvare den vuggestue hendes søn går i og fortæller i stedet om de fantastiske pædagoger, der er åh så hjertelige og den lækre frokost børnene får serveret, for slet ikke at tale om den ugentlige indkøbstur de ældste børn kommer med på. Hun går så meget i selvsving, at hun på ganske kort tid får overbevist sig selv om, at den vuggestue hun lagde ud med at tvivle på, faktisk er verdens bedste! Hun holder en lang pause, mens jeg kigger afventende på hende og pludselig siger hun bundærligt:

”Okay, måske handler det i virkeligheden om, at jeg har brug for at komme på arbejde, for selvfølgelig vil han have bedst af at være hjemme, men jeg tror ikke jeg egner mig til det!”

Tak til dig kvinde, denne solrige søndag formiddag på en cafe; tak for din ærlighed! Jeg ville selvfølgelig ønske, at du ville være sikret et netværk og økonomisk støtte, hvis du valgte selv at passe dit barn, for som du siger, ville det være det bedste for din søn! Ikke desto mindre ønsker jeg dig og din familie al held fremover!

Solrige hilsner Marie Ziegler-Carlsen

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s