Tanker og tak på falderebet

Af Anne Kirstine Waage Beck

Ved generalforsamlingen d. 12. april 2015 træder jeg ud af SAMFOs bestyrelse efter to år som næstformand med Lisbet Røge Jensen som formand. Det har været to ubeskriveligt vigtige år for mig personligt. Det har også været to år, hvor debatten om familieliv, børn og hjemmepasning har flyttet sig mærkbart, ikke mindst fordi vi, som forening, har haft succes med at trænge igennem mediemuren og sige det, der i en årrække har været usigeligt. Det har vi grund til at være stolte af, og jeg vil gerne her på falderebet sige tak til alle, jeg har mødt gennem mit engagement i SAMFO. Det har været inspirerende, bekræftende og på alle måder givende at møde jer og spejle erfaringer, holdninger og fornemmelser i jer. Jeg har hele tiden haft følelsen af at være en del af en større bevægelse via SAMFO, og det får jeg bekræftet nu, hvor det bliver stadig mere udbredt at handle på ønsket om selv at tage hånd om sine børn, mens de er små. SAMFO er stadig en lille forening, men dens betydning overstiger dens medlemstal, det er der ingen tvivl om. Både som faktor i den offentlige debat, men også som mødested for os, der gerne vil arbejde for for omsorgens, værdighedens og familiens plads i det danske samfund.

Da jeg for tre år siden desperat sad og googlede efter svar på min situation med tre små børn i vuggestue og et overbelastet moderhjerte, stødte jeg på Lisbets blog, Moderland, på Jyllandspostens hjemmeside. Bloggen er nu hedengangen, men kan stadig findes frem, og det kan være værd at prøve, hvis man vil læse om økonomien i den dybt ideologiske børnepasningsmodel, vi har her i Danmark. En model, hvor vi alle betaler klækkeligt over skatten til daginstitutionerne, samtidig med at en række andre skattemæssige forhold gør det ualmindeligt vanskeligt for en familie at leve af én indtægt. Arbejdsmarkedet har indrettet sig på fuldtidspasningen af småbørn efter endt barselsorlov, hvilket betyder, at mulighederne for at få ulønnet orlov eller på anden måde blive i ansættelsen, mens man passer sit barn hjemme, er meget små. Det er også blevet vanskeligt, i mange tilfælde umuligt, at få lov at gå på deltid. Man står altså med ryggen mod muren, hvis man ikke har en vellønnet ægtefælle. For man kan vanskeligt leve af én middelindtægt som familie, og samtidig må man træffe beslutningen om helt at forlade arbejdsmarkedet, hvis man ikke vil igennem ”indkøringen” af et alt for lille barn i daginstitution.

Med andre ord har vi her i Danmark fået det værste fra begge politiske verdener, når det gælder den tidlige barndom og familielivet. Der er hverken blå frihed eller rød omsorg nok til, at vi kan passe ordentligt på børnene. I stedet har vi en forvokset og skrantende socialstat, der regulerer os økonomisk til at følge opskriften på det gode liv, hvilket betyder at ”fællesskabet” overtager en god del af ansvaret for børnene allerede i babystadiet. Om man som forældre kan se ”fællesskabet” i de mange nedsparede kommunale dagtilbud af svingende kvalitet, er så spørgsmålet. Ligesom det er spørgsmålet, om der efterhånden er nogen forældre tilbage i dette land, der for alvor tror på velsignelsen ved at lille Alfred på 10 mdr. får nye venner i form af 11 -14 andre forkølede babyer henne i vuggestuen. Derudover har vi fået et tiltagende hårdere arbejdsmarked med krav til produktivitet, originalitet og omstillingsparathed, der kan tage pusten fra enhver søvnberøvet småbørnsforælder. Stress bliver en epidemi, når vi presses på vores nære relationer og mentale helbred af reelle økonomiske bekymringer.

Men opbakningen til den nuværende vision for det gode familieliv er dalende blandt den nye generation af småbørnsforældre. Heldigvis. Og her tror jeg, i al beskedenhed, at vi i SAMFO har spillet en rolle. Når Dagbladet Politiken i påsken bragte et stort tema om hjemmegående forældre inklusive en guide (”Har du råd til at blive hjemmegående?”), er det udtryk for en tendens. Et anslået tal lyder på 25.000 hjemmegående forældre, flest kvinder, men også mænd, som man også kunne erfare i interviewet med Jess, der gik hjemme. Og måske vigtigst, er der ifølge avisen sket en stigning i tallet i mellem tredje og fjerde kvartal sidste år på 4000. Det er jo vildt.

Jeg kan se det i min egen omgangskreds, hvor to forskellige kvinder netop har truffet beslutningen om at gå hjemme med deres yngste barn. Den ene på grund af udsigten til at hendes treårige skulle gå i en københavnsk børnehave med 150 børn, hvor manglende plads til at lege har ført til at toiletterne bliver brugt til formålet. Hendes ældste datter, der har gået i børnehaven, har leget en del bag de urinvædede cisterner. Det var måske ikke lige drømmen om et pædagogisk dagtilbud. Desuden får børnene lov at se streamede film fra youtube og spille iPad i stedet for at deltage i tilrettelagte aktiviteter, der kan udvikle og stimulere dem. Så nu har min veninde taget sin yngste datter hjem for at passe hende selv i et år, hvorefter der bliver plads til hende i en lille velfungerende institution. Et smukt eksempel på en gryende forældreaktivisme, som jeg ikke så for bare få år siden i min omgangskreds.

Den anden kvinde har sagt sit vellønnede job op for at beholde sin datter hjemme til hun er to i stedet for at overlade hende til en vuggestue nu, hvor hun er ti måneder. Hun gør det af lyst til at være sammen med sit tredje barn og for at undgå stress og jag i hverdagen, som hun kan forudse vil blive et problem med en mand, der er ophængt på arbejdet. Hun har set flere af sine nærmeste gå ned med stress i forsøget på at gøre netop det, så hun planlægger på forhånd for at undgå det.

Det er ved at blive udbredt at opleve værdien ved et roligt og børnevenligt hverdagsliv som så stor, at man er villig til at leve på en sten i et år eller længere for at realisere det. Det er som om flere har fået øje på det skønne ved at lade tiden gå lidt i stå og nyde alt det, som vi ellers giver væk, når vi afleverer de små på fuld tid. Det er en ny landsdækkende tendens. Det er forældre, der stemmer i med fødderne, og jeg mener, vi har grund til at være stolte af, at vi i SAMFO bidrager til vækkelsen af den bevidsthed, der ligger bag dette valg. At tiden med vores små børn aldrig kommer igen. At livet bygger på relationer, som vi må træffe aktive valg for at opbygge, sådan som vi ønsker det. Og, min egen kæphest, at vuggestuen og den brutale indkøring er et levn fra en tid, hvor noget andet stod øverst på dagsordenen, nemlig individets frigørelse fra stereotype kønsroller og snærende økonomisk afhængighed. Det var på mange måder godt. Men mon ikke vi er kommet derhen, hvor der igen er brug for frigørelse? Fra statens håndfaste regulering af vores familie- og arbejdsliv. Fra ideologisk styrede planer for det gode liv, det gode kvindeliv, familieliv, børneliv.

Det er og bliver et politisk spørgsmål, og i det nuværende klima med øget forældrebevidsthed, vil jeg tro, at der er mere medvind for SAMFOs sag end nogensinde. Vi forældre bør have råderet over pasningstilskuddet, så vi selv kan vælge, hvor og hvordan vores børn skal passes. Det må være en grundlæggende ret i et demokratisk samfund at kunne vælge hjemmepasning på lige fod med daginstitution. Og det vil være klogt af politikerne at forstå signalet fra det stigende antal hjemmegående forældre som et vink med en vognstang om, at det er tid til at anerkende forældres omsorg for deres egne børn som noget værdifuldt og uerstatteligt for hele samfundet.

Det gik jeg fuldt og helt ind for, da jeg meldte mig ind i SAMFO i foråret 2012. Det gør jeg stadig, selvom om jeg træder ud af bestyrelsen. Jeg glæder mig til at følge den nye bestyrelses arbejde og ønsker alt muligt held og lykke.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s