Et familiepolitisk tilbageskridt for København

Af Janni Iben Stevn Hansen

Ved budgetforhandlingerne for 2015 har man besluttet at beskære Børne- og unge-området i Københavns Kommune med 350 millioner kroner over 4 år. København har jo både et betragteligt underskud fra det uundværlige Melodi Grand Prix og en forsinket Metro-ring at skulle have dækket, og det mest nærliggende sted at hente alle disse millioner fra er selvfølgelig børneområdet – det er klart. Børnene kan jo alligevel ikke svare igen på politisk niveau, og deres forældre er så fortravlede og forpustede af at løbe rundt i småbørnsfamilielivets hamsterhjul, at de heller ikke har overskud til at råbe op. Det er bare så uendeligt ærgerligt, at vi ikke gør alt, hvad vi kan for at give børnene en god start på livet, når man tager i betragtning, at børnene er vores og byens fremtid.

Dagtilbudslovens paragraf 86 giver kommunerne mulighed for at yde forældrene et etårigt ’tilskud til pasning af eget barn’; et tilskud, som rigtig mange børnefamilier har nydt godt af gennem de år, Københavns Kommune har tilbudt det. At sikre forældrene et frit og fleksibelt valg i forhold til deres børns pasning burde være lovpligtigt for alle kommuner, men desværre er ordningen valgfri. Ifølge en opgørelse foretaget af Småbørnsfamilieforeningen SAMFO i august sidste år er det kun 33% af landets kommuner, der tilbyder denne ordning, og fra 2015 falder tallet formentlig lidt, for alt tyder på, at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune vælger at sløjfe denne ordning, som et led i den samlede besparelsesplan.

At tilskuddet indførtes i Dagtilbudsloven i 2002 for at højne graden af forældrenes valgfrihed i forhold til deres børns pasning har åbenbart ikke betydet noget for Københavns Kommune. De valgte belejligt nok først at indføre tilskudsordningen, nogle år efter det blev muligt, da der var problemer med at opfylde pasningsgarantien. Det forklarer også, hvorfor man vælger at droppe ordningen nu, hvor der er ved at være vuggestuepladser nok til alle. Ensrettet kommunal børneopbevaring, hvor vi får penge for at passe hinandens børn som eneste mulighed for alle, lyder dog umiddelbart lidt for bagstræberisk for en by, der er landets største, og derfor burde være et foregangseksempel, der imødekom den nye forældregenerations behov for fleksibilitet og alternative måder at indrette familielivet på. Hvis ikke vores hovedstad skulle bringe alle de muligheder for børne-familieliv og -pasning i spil, som Dagtilbudsloven giver mulighed for, ved jeg ikke, hvem der skulle.

Ensretning skaber ulighed

Et argument for at droppe tilskuddet er eftersigende, at det vurderes, at det i høj grad er økonomisk ressourcestærke forældre, som ville kunne have råd til at passe deres barn hjemme alligevel, der får tilskuddet nu. Som bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO, der arbejder for, at det kommunale tilskud til børnepasning altid skal følge barnet i alle kommuner, og som medlem af et netværk af 350 københavnske familier, der passer deres børn hjemme, ved jeg dog, at det argument ikke holder vand. De 7000,- før skat, som man kan få for at passe sit 0,5-3-årige barn hjemme i ét år, er faktisk det, der muliggør hjemmepasningen for mange familier. Ligesom det er det, der gør, at mange familier kan have råd til at blive boende i deres bittesmå dyre lejligheder midt i dyre København, når de finder ud, at det at hive x antal år ud af kalenderen for at give deres børn en rolig start på livet passer deres familie godt. Med tilskuddets afskaffelse vil disse familier sandsynligvis i stedet flytte til billigere himmelstrøg, med mere luft til både de små og økonomien, for at få råd til indrette det familieliv, de ønsker. Det er et tab for kommunen på sigt.

Tilskuddet har også givet de københavnske indvandrerkvinder en mulighed for et bedre økonomisk livsgrundlag. Det ubetalte omsorgsarbejde, som de har vane for selv at udføre hjemme i familien, har med sin pludselige plads i samfundsøkonomien givet dem en værdsættelse; i hvert fald for ét år per barn . Og selvom vores Integrations-med-mere-minister og mange andre sikkert klapper i deres hænder over, at de mange københavnske indvandrerfamilier med tilskuddets afskaffelse nu ikke længere får et økonomisk incitament til at passe deres børn, vil de alligevel gøre det. Her midt på Nørrebro, hvor de og jeg bor, kan jeg nemlig se, at deres kultur omkring selv at tage sig af familiens medlemmer er så stærk, at de ikke behøver at blive lokket med penge for at gøre det. Hvis tilskuddet tages fra dem, sender de ikke deres børn i vuggestue, deres ældre på plejehjem og småbørnsmødrene på arbejde; de bliver i stedet bare lidt fattigere. De klarer alt det for samfundet værdifulde omsorgsarbejde på et spinklere livsgrundlag og med mindre anerkendelse, men de gør det alligevel.

Desuden betyder tilskuddet meget for de enlige forsørgere, der passer deres børn hjemme i København. Den enlige mor, der gerne har villet udskyde vuggestuestarten, men ikke har haft en mand til at forsørge sig, har været økonomisk ligestillet med den gifte kvinde, der har ønsket ditto, og den mulighed ryger med tilskuddet. Ensretningen på børnepasningsområdet kommer til at skabe ulighed mellem familierne.

Tilskuddet er billigere end en vuggestueplads

Et andet argument for at spare ’tilskud til pasning af eget barn’ væk, er, at tilskuddet er dyrere for kommunen end en vuggestueplads. Det er dog helt forkert, for ifølge Dagtilbudsloven må tilskuddet aldrig overstige 85% af tilskuddet til en vuggestueplads. Det skulle da lige være, hvis man medregnede alle de skattekroner, som de forældre, der nu er på tilskud, kunne komme ud at betale til kommunen i stedet for passe deres børn derhjemme. Faktum er dog, at vi ikke har ret til orlov ud over barselsperioden i Danmark, så de forældre, der nu er på tilskuddet har ikke et job, de bare lige kan vende tilbage til. Det har de nemlig sagt op for at kunne gå hjemme i et år med tilskud. Derfor er virkeligheden nok nærmere, at afskaffelsen af tilskuddet giver en betydelig merudgift for kommunen i form af de 15% dyrere institutionspladser samt kontanthjælp og dagpenge til forældrene.

Derudover bliver København et fattigere sted, fordi de forældre, der har haft trukket stikket fra arbejdsmarkedet i en periode, i stedet har haft overskud til frivilligt arbejde, kunstnerisk udfoldelse og politisk engagement. Desuden har det københavnske hjemmepasningsmiljø været grobund for nytænkende og kreative idéer, hvad angår det moderne familielivs indretning. To eksempler på tegnebrættet er Familiehaven 2200 og Fællespladsen, der begge sigter mod at kombinere et arbejdsliv med at være sammen med sine børn i dagtimerne – i en slags familieinstitution – førstnævnte endda med et integrationspolitisk sigte.

Det er ærgerligt, at Københavns Kommune går stik i mod tidens strømninger ved at fjerne ’tilskud til pasning af eget barn’, og at byens befriende mangfoldighed dermed mindskes. Desuden kommer børnefamilierne til at flygte væk – i hvert fald den voksende andel, der gerne vil have medbestemmelse over deres børns hverdag. Men måske ses vi på Frederiksberg? Der har de nemlig stadig tilskuddet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s