En rapport fra Nordisk Forum i Malmø, 15. juni 2014

Af Marianne Kaufmann Hansen

SAMFO’s svenske storesøster, HARO, var så søde at invitere os med til Nordisk Forum Malmø i Hyllie, et stort anlagt arrangement med undertitlen New Actions on Women’s Rights, som både besatte Malmömässan og Malmö Arena med indlæg, konferencer og workshops med emner så forskellige som religion, sundhed, vold mod kvinder, moderskab, feminisme og ligestilling. Hele forummet blev afviklet fra 12-15. juni, samtidig med Folkemødet på Bornholm, og bestyrelsen måtte derfor dele sig. SAMFO’s kasserer var så heldig at komme til Sverige, med lidt besvær pga. strejken blandt personalet på Skånetrafiken. HARO havde arrangeret et oplæg med den amerikanske forfatter Rebecca Walker, som nok er mest kendt for Baby Love fra 2007; en bog, der handler om de ambivalente moderskabsfølelser, hun oplever efter et liv præget af feminisme, og som med-grundlægger af Third Wave Feminism. En bevægelse, hvor mange var direkte efterkommere af Second Wave feminister, og derfor begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den måde, de selv var opdraget på. SAMFO stod faktisk som medarrangør i programmet, men al æren må gå til HARO, særligt Madeleine Wallin, som fungerer som SAMFO’s kontakt i HARO.

 

En fynbo på udflugt

Inden oplægget kl. 9 løb undertegnede undertegnede lidt forvildet omkring grundet dårlig forberedelse. Det viste sig dog at være en fin netværksmulighed, og jeg faldt i snak med folketingsmedlem Karin Gaardsted (SF). Med jysk accent lagde hun ikke fingrene i mellem, da hun udlagde sin mening om den igangværende debat om de trængte børnefamilier. Hun mente, at et års barsel var flot (enig), men at det er familiernes egen skyld, at de er stressede (delvist enig). Det tager tid at opfostre børn, og det skal det også, og det harmonerer måske bare ikke med to fuldtidsstillinger, og et aktivt fritidsliv indeholdende diverse selvrealiserende aktiviteter. Vi kunne blive enige om, at det først og fremmest var en snak om prioritering, man måtte tage hjemme ved køkkenbordet, og at det dernæst skal være muligt at bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, mens man har små børn, ved at det skal være nemmere at gå ned i tid. Jeg fortalte om min egen oplevelse at blive holdt udenfor på arbejdspladsen, da jeg gik ned på 30 timer i et ingeniørjob. Hun opfordrede mig til at fortælle min historie, for det er sådan vi får ændret samfundet.

 

Jeg fandt det rigtige lokale og de mennesker, jeg skulle møde. Jeg talte før oplægget med formanden for den norske organisation Norwegian Women and Family Association, Elisabeth Rusdal, som appellerede til, at vi i Norden, hvor vi har en del til fælles, står sammen. Så det næste kunne blive et forum med fokus på familie, børn og moderskab og det frie valg, som vi netop i SAMFO også kæmper for. Radio 24Syv var også med, og journalist Helene Marie Hassager skulle lave et indslag om forskellene på feminisme i Danmark og Sverige, derunder et interview med Rebecca Walker. Men jeg er usikker på, om det blev sendt. Journalisten selv mente ikke det ville nå med, desværre. HARO derimod, har lagt hele foredraget med Rebecca Walker ud på Youtube, og det er absolut halvanden times opmærksomhed værd. Har du ikke tiden, så læs videre for den korte version.

 

Et stykke Hawaii i Sverige

Netop det at fortælle sin historie for at ændre omverdenen var også et centralt emne for Rebecca Walker, en mørk kvinde med stort sort hår og smilende øjne, og en ro og værdighed over sig som en kvindelig Dalai Lama. Lokalet var ikke stort, men det var fyldt til bristepunktet. Der var en stærk følelse af samhørighed, og der var kvinder fra Danmark, Norge, Sverige, Polen, Serbien og sikkert flere andre lande, hvoraf flere delte deres rørende historier. Verden synes på en gang kold og kynisk og på vej ud over afgrunden, og samtidig varm, og fyldt med en urgammel kraft, moderskabet. Rebecca Walker selv var kommet hele vejen til Hawaii, og hendes livsrejse var endnu længere. Hun voksede op i en meget feministisk familie i Jackson, Mississippi, og når hun var med mor på arbejde, var det på Ms. Magazine – et amerikansk liberalt feministisk magasin grundlagt i 1972. Forældrene blev skilt, og hendes mor fandt aldrig selv ro i moderskabet. Som 19-årig mødte Rebecca en mand fra Kenya, og blev dybt forelsket. Hans store familie åbnede hendes øjne for hvordan livet kan være, når individet ikke er enheden, men familien, og for første gang i livet ønskede hun at få et barn. På trods af den store kærlighed, brød hun alligevel med ham for at gå på universitetet og gøre hvad hendes kultur og bagland forventede af hende. Fødslen af hendes søn, mange år senere i 2004, blev også hendes egen genfødsel, og hun fandt den store tilfredsstillelse i moderskabet. Ikke lykken, for som hun sagde, blev man ikke nødvendigvis gladere af at få børn, tværtimod. Masser af bekymringer og det store ansvar kan være tyngende, men hun havde dog aldrig mødt en mor, som ønskede, at hun ikke var blevet det.

 

Rebecca Walker stod dermed som en minoritet på Forummet, hvor fokus lå på ligestilling og feminisme i traditionel forstand. Ifølge Rebecca skal vi forsætte med kvindekampen, men vi skal bringe biologien i spil. Der er forskel på mænd og kvinder, og vi skal ikke være ens. Kvindebevægelsen skal slippe angsten for at tale om moderskab. En kvindes liv slutter ikke, når hun bliver mor, tværtimod er det en gylden mulighed for at genopfinde sig selv. Eller bare finde sig selv. Den mulighed går vi glip af, når vi adskiller os fra vores børn, samtidig med at vi undertrykker sorgfølelsen ved denne adskillelse, og oven i købet bilder os selv og hinanden ind, at det er bedste for barnet. Tilmed forventer vi også, at barnet skal undertrykke sine sunde naturlige følelser af savn og sorg. Og hele denne pærevælling bringer vores børn reel i fare for ikke at udvikle den empati og tilknytningsevne, som der skal til for engang senere i livet at skabe sin egen familie.

Mens hun fortæller alt dette, kan jeg ikke lade være med at drage en parallel til den høje skilsmisseprocent i Danmark (46%, ifølge Danmarks Statistik den 7. marts 2014). Det er alt sammen nedslående og uhyggeligt. Men samtidig er der ved at ske noget. Vi mærker det i SAMFO, vi ser det i debatten, det siver ind i Femina og Ude & Hjemme. Samfundet har sat nogle rammer op, som vi ikke længere kan presse os selv ind i. Efter oplægget spiste jeg frokost med Rebecca, Madeleine og flere andre fra HARO’s bestyrelse, og fik lejlighed til at netværke og udveksle historier. Og sikke nogle fantastiske historier, flere med egne virksomheder og succes i livet. Også selvom de valgte moderskabet og familiefællesskabet frem for erhvervskarrieren, da børnene var små. For det er dem, det handler om, børnene. Om de skal være ude eller hjemme, så skylder vi den næste generation at forberede dem ordentligt til livet og til dannelsen af deres egen familie. Og der skal altså kærlighed, tid og nærvær til.

Marianne Kaufmann Hansen

 

Lidt om HARO:

”Haro arbejder for at værdisætte og sikre forældrenes ansvar for sine børn, og øge respekten for familiers trivsel, inklusive familiens omsorg for sig selv. Både ligestilling og barnets tryghed styrkes, hvis forældrene får lov at bestemme selv, hvilken omsorg barnet har brug for. HARO er en idealistisk demokratisk organisation, som arbejder opinionsdannende både nationalt og internationalt.”

Kilde: http://www.haro.se

 

Kilder om Rebecca Walker: http://www.rebeccawalker.com, Wikipedia.

Rebecca WalkerRebecca Walker på talerstolen og HARO’s Madelene Wallin i forgrunden.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s