Familiernes hverdag er fuld af politik

Af Anne Kirstine Waage Beck, næstformand

Politikens leder fra den 5. maj, “Stressede børnefamilier er også politikernes problem”, placerer en del af ansvaret hos politikerne. Det er jeg enig i. Men der står også i teksten

”Der er påfaldende stille i det politiske liv, når det kommer til spørgsmål, som nærmer sig værdi og moral. Det ligger fjernt fra den danske politiske kultur at blande sig i familiers forhold.”

Jeg må indrømme, at jeg fik kaffen helt galt i halsen, da jeg læste den sætning. For de massive strukturelle forhindringer for en børnevenlig hverdag, er da netop resultatet af en politik, som efterhånden har fortrængt os forældre så meget fra børnenes opvækst, at jeg kan blive i tvivl om, hvis børn det egentlig er, jeg har gående rundt i min stue. Statens eller mine? Lad mig uddybe: Vi har truffet den politiske beslutning, at børnenes liv skal foregå i institutioner til gengæld for en samfundsøkonomi baseret på to udearbejdende forældre. Familiebeskatningen blev i halvfjerdserne ændret, så det blev langt sværere at få råd til at leve af én indtægt. Pist væk var husmoderen, og med hende børnenes rolige start i livet. Trods ligestillingspolitik er hun aldrig blevet genindført i en m/k-udgave. Dertil var det nok for økonomisk fordelagtigt at have alle voksne til rådighed for arbejdsmarkedet og børnene i gruppepasning fyrre stive timer om ugen.

75 procent af prisen for en plads i daginstitution betales af et kommunalt tilskud, som naturligvis er skattekroner. Beløbet ligger omkring 100.000 kr om året for et vuggestuebarn. I to tredjedele af landets kommuner kan man ikke få det tilskud udbetalt, hvis man ønsker at passe sit barn selv. I den sidste tredjedel kan man under visse betingelser få det udbetalt, men kun for maks. et år. Det er op til kommunerne at beslutte, om de vil have den ordning, men i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO har vi siden 1986 arbejdet for, at det skal være en ret for forældrene at få tilskuddet, så man bedre kan få råd til at passe sit barn hjemme. Den åbenlyse regulering i retning af to udearbejdende forældre og børn i institution hviler på en opfattelse af, at daginstitutioner er gode for børn, og at børnenes opdragelse er et anliggende for samfundet. Det er et spørgsmål om moral og værdier. Som forskeren Eva Gulløv skriver i sin bog, Civiliserende institutioner, så kan man ikke risikere at overlade opdragelsen af børnene til forældrene i et velfærdssamfund. Der skal fælles prægning til. Derfor er børnelivet i dén grad politiseret, når vi presses til at bruge daginstitutionerne i så stort et omfang, også selvom velfærden efterhånden skranter så voldsomt, at man må spørge, om det ikke var bedre for normalgruppen af danske småbørn at blive hjemme.

Det mener BUPL ikke. Fredag den 2. maj kunne man i radioprogrammet Ibens på Radio24syv høre vuggestuen sat til debat: Der var langt mellem de forældre, som var glade for at sende deres børn i vuggestue, til gengæld var der en del, som meget gerne ville slippe. Formanden for BUPL i København, Michael Egelund, måtte da også indrømme, at den nye meningsmåling, der bl.a. viser at syv ud af ti pædagoger føler, de ikke kan nå at give børnene ordentlig omsorg, giver ham en vanskelig sag. Men på spørgsmålet om, hvordan han turde offentliggøre undersøgelsens dårlige reklame for pasningstilbuddene, svarede han lidt vævende, at ”det her rummer nogle fantastiske muligheder for vores fælles børn”. Fælles børn? Sidst jeg kiggede efter, var mine børn mine, men jeg kan da komme helt i tvivl, når en offentligt betalt branche af fremmede mennesker har monopol på økonomisk støtte til at passe dem.

Ud over disse tunge faktorer, findes der masser af tiltag, der sår tvivl om forældres evne til at tage vare på deres egne børn. Det værste eksempel er, at hjemmepassede børn tvinges til sprogtest, når de fylder tre, under trusler om at forældrene får frataget børnepengene, hvis de takker nej. For børn, der bliver passet i et udsultet kommunalt dagtilbud, skønner man, at den nødvendige sprogstimulation er til stede, derfor er det valgfrit. Absurd, når man tænker på, hvordan det efterhånden er veldokumenteret, at børn overlades for meget til sig selv i daginstitutionerne og hjemmet oftest kan tilbyde 1:1-samvær. Og når vi i dag ved, at kærlighed er den vigtigste faktor for små børns sunde udvikling.

Når det er så svært at indrette en hverdag med hjemmepasning eller deltidsjob og –pasning, er det utvetydigt et resultat af årtiers politik. Så jo, danske politikere blander sig meget gerne i familiernes forhold på et grundlag af moral, værdidomme og ikke mindst kolde kontanter. Det er dét, vi ser et oprør mod nu.

Til sidst vil jeg give Politikens lederskribent ret i pointen: Vores politikere må se at få strikket en rigtig familiepolitik sammen, der støtter familierne og sikrer børnene deres ret til forældrenes tid. Man kunne jo starte med at oprette et familieministerium.

 

Reklamer

4 responses to “Familiernes hverdag er fuld af politik

  1. Et rigtig fint, vedkommende og godt indlæg – og desværre den same bekymring som I alle årene med denne udepasning i så stor stil. Som jeg husker BUPL får også artier siden, så handled frygten om ARBEJDSPLADSER – og det gør det stadig. Det er FAGPOLITK og ikke viden om børns egtl behov, såvel som jeg netop lige nu skrev til en ven af mig, der på anden vis så alt dette med ‘den tabte familie’ i en helt anden sammenhæng, vi talte sammen om i forb med andre forhold i samfundet, der på den måde også ses at gå tabt.

    Erhvervslivet vil gerne blande sig med diverse teknik, allerede i vuggestuen, så de er så rædselsslagne p gr a krisen – og her styres det meste af INDTJENING, naturligt nok – men de ser ikke, vil ikke se, at vi har ødelagt barndommen for børnene ved ikke at give dem også ‘fri’, fordi man på bjerget, også politikerne og andre, tror, at børn ikke vil lære. De vil ikke andet, hvis man ikke ødelægger deres naturlige nysgerrighed på forskellig vis og ikke heller fraholder dem retten til bade sig selv, deres forældre og disses opmærksomhed og tid, såvel som forældres ret til selv at varetage opgaven og dermed ansvaret for deres børn.

    Der er i vore dage også tonsvis af oplysning omkring børn på forskellig vis, såvel som vi igennem tiderne har indhentet endnu mere viden, også om mennesket som sådan – og især også om netop barndommens betydning, når det er gået galt for barnet, det unge menneske el den senere voksne.

    Det høres blot ikke fordi vi er blevet bildt ind, at sådanne behov kan opfyldes i allerede en vuggesstue – 8-10 timer dagligt, som det har været for nogen, hvor der også taltes om overnatninger og anden service til forældre, hvor hjemmene var Ganske tømte i hverdagene.

    Børnehaver er lidt andet – det er sundt for børnene ikke at ‘blive hængende’ kun i hjemmets 4 vægge; men her skal en pasning også i antal af timer evt. dagligt tilpasses barnet og dets ‘behov’ og tålsomhed.

    Forældre bør også se på, om deltidsarbejde – el rettere politikerne og erhvervslivet – for en periode for begge forældre, da faren ikke er mindre vigtig end modern, kan indrette det således, at det bliver en naturlig mulighed. Selv harjeg i mange, mange år ventet på og også slået til lyd for forskellige steder, om mon ikke erhvervslivets ledere en dag kunne gå foran her ..men de presser mere og mere på på anden vis – uden at ville indse og vide af nogetsomhelst omkring børn.

    Det er for dem ‘ammestuesnak’ – jeg ser i hv f ikke andet udtryk, som kan dægge deres ignorering her og politikeres ditto el manglende vilje til andet. Det er jo ikke hverken trenden i artier og derfor ikke modern og slet ikke progressivt, hvad det kunne blive, da forældre jo er meget obs på viden – og det er ikke ude grund, at de har en sund skyldfølelse over at skulle give opgaven og ansvaret fra sigl.

    Først tog vi via industrialiseringen faren fra børnene, siden modern – og det gøres ikke ustraffet, som ‘min’ analytiker engang udtrykte det og med rette. Mange af også de alm lidelser i vore dage som angst og depressioner kunne undgås mfl. – og ligedan børnene forhold til indlæring, der hænger nøje sammen med deres helt tidlige tid med moren, allerede ved mor-rystet lærers bla tillid og evnen til kærlighed, altså at det ikke ødelægges fra allerede den tidlige start.

    Men – mange er blevet institutionspasset, så de er ikke ‘programmeret’ til andet måske en denne aflevering, evner ikke at varetage rollen som hverken tilstedeværende mor eller far!? MEN – derfor skal vi som samfund se til at få vendt skuden og dermed tilgodese de mest basale rettigheder for ethvert barn – ikke at miste den tidlige kontakt til forældrene, fordi det også giver alt for hårde bindinger til disse – i så stor udstrækning af skulle undvære dem, dvs i de alder, hvor der er allermest påkrævet og naturligt for barnet.

    Derfor også denne narcissistiske kultur blandt voksne, hvor en sådan findes naturligt i barndommen i barnets mange undersøgelser og læren sig selv og en omverden at kende – og skulle overstås dér; men disse forhold forstyrres alt for ofte, og faktisk er denne narcissisme kun naturlig for spædbarnet – ikke for den voksne.

    God vind – Birgit Hviid Lajer

  2. naturally like your web site but you need to take
    a look at the spelling on several of your posts.
    Many of them are rife with spelling issues and I find it very bothersome to tell the reality however I will certainly
    come back again.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s