Boganmeldelse og brev til forfatteren: Andrea Hejlskov – “Og den store flugt” (Limfjordsforlaget I/S, 2013)

Af Marianne Kaufmann Hansen

Jeg har lige læst ovenstående bog. Og det er virkelig ikke tit, jeg kan overskue at læse en hel bog. Men denne kom jeg i gang med og kan varmt anbefale den.

Det er en fortælling om en moderne familie, som flygter ud i de svenske skove, i 2011, uden al den komfort vi kender fra hverdagen, uden brusebad og internet, hårde hvidevarer, uden arbejde, skoler og børnepasning. Det er en personlig beretning, fortalt af moderen, Andrea, med de fire børn, den mindste kun en tumling. Hvad sker der så derude? Ja der er smukt og fredeligt, men som sommeren skifter til efterår, og opfyldelsen af de basale behov for varme, mad og ly for vejret bringes i fare, kommer alle dæmonerne frem, og de følelser, som i hele deres liv, hver især, har været gemt væk. Der er ingen skærm at flygte ind i. Familien rystes godt og grundigt, samtidig med at den heles og bindes sammen på ny.

Samtidig er den næsten som en roman, hvor man lever sig ind i den smerte, hun føler, mens hendes parforhold smuldrer, det værst tænkelige sted og tidspunkt, og den lettelse det er, at kærligheden kommer tilbage, da de begge troede, den var død. Alle hendes tanker om børnenes opvækst, og deres trivsel, kan man som mor, let relatere til, måske er det derfor, historien rammer så dybt.

Det er en virkelig god historie, som tilmed er sandfærdig, faktisk synes jeg, den var så god, at jeg var nødt til at skrive en mail til forfatteren, for dels at rose hende, og dels at give min historie, om at flygte fra samfundet og vælge hjemmelivet, selvom det heldigvis ikke var så barskt og radikalt, som det hun gjorde. Og jeg blev både overrasket og glad, da hun skrev tilbage. Jeg har her fået lov til at gengive vores mailudveksling.

Den 14. jan. 2014 kl. 23.21 skrev Marianne Hansen:

Kære Andrea

Du behøver ikke læse min historie, jeg har bare lyst til at dele den med dig, hvis du har lyst og tid at høre den.

Jeg har lige læst din bog, jeg har godt nok ikke købt den, men lånt den på biblioteket, så det håber jeg også du tjener lidt penge på.

Jeg lever selv herude i samfundet med min lille familie, elektriker-mand og to børn, 4 og 2,5 år, som jeg passer hjemme, med hjælp fra farmor ind i mellem, når jeg skal ud og arbejde som vikar for at vi kan få det hele til at hænge sammen. Vi er flyttet fra byen til landet, hvor husene bare falder og falder i (penge)værdi, men der er skov og jord som kan dyrkes og det synes jeg er meget mere værd end kroner og ører, og jeg er vældig stolt af de ca. 25 kg kartofler vi selv dyrkede, sidste år, første sommer vi var her. Jeg har lært om biavl, anskaffet mig bier og noget gammelt, gammelt udstyr, og håber at kunne høste honning nok til eget forbrug og så sælge resten. 

Jeg har valgt at blive hjemme, selvom jeg har en god uddannelse og tjente mange penge som ingeniør, før jeg fik børn. Men da de så kom, så virkede det bare ikke rigtigt at skulle skilles fra dem så hurtigt. Den første startede da i dagpleje, og det gik da også fint, men jeg følte mig bare snydt for en masse dejlige stunder med ham hver dag, jeg fik kun alt det sure. Og hvad fik jeg i bytte? Samvær med kollegaer, som ikke betød en brøkdel af hvad min familie betød. Og hvad fik han? Et forhold til en kvinde som måske nok holdt af ham, men som vi ikke ville holde kontakten til alligevel når han skulle videre i “systemet”. Al den bedste tid af dagen tilbragte vi sammen med mennesker, som ikke betød noget for os. Og når vi kom hjem og var sammen, havde vi ikke mere krudt tilbage til dem som faktisk elskede os.

Så nu går jeg hjemme, og vi har aldrig nogen penge, men jeg går med aviser og er vikar på et blomster-pakke-lager. Og det er ikke hver dag som er god, børnene slås, og råber og skriger, og jeg skælder ud, men ind i mellem er det hele bare lige til perlekæden af gode øjeblikke som du skriver, og ligesom du kom til, er der efterhånden så mange, at jeg ikke længere tæller dem. Det gjorde jeg i starten. Jeg kæmper også med mine ambitioner (og alle stemmerne der siger, “hvad med din gode uddannelse?”, “spild af statens penge.” etc). Men det betyder mindre og mindre som tiden går og jeg får mere styr på det her husmoder-noget, og jeg ser resultatet af min yngelpleje, kontra omgangskredsens institutionsbørn.

Der er ved at ske noget i samfundet, det her “velfærds/alle skal være ens og yde ens”, det holder ikke. Familien er grundstammen i samfundet, ligesom I kommer frem til, med at selvkørende familier må være vejen frem. Og det er familien man ødelægger i det moderne samfund. Børn og gamle får betalt omsorg i institutioner og på plejehjem, hvis der overhovedet er tid til omsorg, livet starter og slutter sammen med mennesker som ikke elsker dig. Det er forkert! Mor og far er måske nok dem der har kræfterne og kan arbejde, men børn og gamle burde være sammen imens, og binde generationerne sammen, med historier fra deres lange liv, fortalt til den nye generation. De gamle har en ro og et nærvær, som jeg kan se i min hverdag, når generationerne er sammen, er godt for børnene.

Det er vildt det I har gjort, men nødvendigt, det mærker man når man læser bogen. Jeg synes det er synd på en måde, at det var nødvendigt, fordi det var så hårdt for jer, og jeg føler mig heldig, at jeg ikke behøvede at gøre det på den måde. Jeg har vænnet mig til at være udenfor, fordi mine børn bliver passet hjemme. Og der er stadig folk som seriøst mener jeg skader dem, ved at have dem hjemme, altså ved at give dem det bedste jeg har, min tid og min kærlighed. Selvom begge taler flot og velformuleret for deres alder, hverken er for tynde eller tykke, og opfører sig lige så pænt/skidt som alle andre børn. Jeg giver mad, jeg klæder af og på, jeg putter, nusser og læser højt, synger, tørrer næser og numser, jeg svarer på 1000 spørgsmål hver dag, jeg planlægger og organiserer, så alt løber glat for familien. Hvorfor er det mindre værd end da jeg sad foran en computer hele dagen, og skrev procedurer for produktionsafdelingen på en fabrik som producerede kunstige læskedrikke?

Men der er ved at ske noget i samfundet, det tror jeg. Jeg tror vi skal tage det bedste af teknologien og videnskaben med os, lade resten ligge og starte forfra, med bål, og mad direkte fra den jord vi bogstavelig talt står på.

 Tak igen for din bog, du har givet mig fornyet energi og tro.

 Mange varme tanker herfra,

til dig og din familie

Den 15. jan. 2014 kl. 09.16 skrev Andrea Hejlskov:

Kære Marianne,

Dette var den absolut bedst tænkelige start på dagen. Tænkt, at være så heldig at få den slags mail. Tak! Jeg er virkelig glad for at min bog har været med til at give dig fornyet energi og tro. Det giver mig helt gåsehud at tænke på. Det er det vigtigste og det største når det kommer til det, at skrive… det er at få den slags mails. Så tusind tak!

Og du skal bare vide, at jeg er hundrede procent enig med dig. Selvkørende familier, den absolut inderste klan, må være grundstammen. Derfra kan vi forme bredere fællesskaber og hjælpe hinanden- men vi må have en form for kerne, en form for sammenhold, der er meget, meget nær tror jeg.

Jeg håber virkelig, at du holder hovedet højt og går rank med ryggen- for det du gør for dine børn, er afsindigt vigtigt. Jeg tror der kommer til at ske store forandringer i samfundet. Jeg tror det er uundgåeligt og jeg tror at os der allerede nu er lidt forberedte på, at kunne være sammen på en anden måde… kommer til at have meget at byde på, jeg tror vi kommer til at kunne hjælpe det bredere fællesskab rigtig meget. Forestil hvilke unikke egenskaber dine børn kommer til at kunne tilføre fællesskabet i fremtiden. Det er da absolut uvurderligt. Resten af børnene bliver ensrettet til at tænke på den samme måde, opføre sig, forvente- det samme. Det er absolut afgørende for vores fælles bedste at der findes børn der kan noget andet!

Som du ved, kender jeg virkelig godt de der forfærdentlige stemmer i hovedet, dem der med at man nasser på samfundet- men sådan er det ikke. Du gør noget vigtigt for samfundet. Du holder fast i dig selv, du giver dine børn det bedste af dig selv, jeg kan ikke forestille mig noget mere ansvarligt end det!

Jeg bliver helt grebet af din historie altså 🙂

Du skal bare vide, at JEG synes det er stort og godt og smukt det du gør. Jeg ved, at der er nederen dage, dem kender jeg jo selv til hudløshed, men jeg ved også, at det giver én en følelse af absolut MENING at gøre noget der er basalt, essentielt, helt ned på det instinktive plan.

Så fortsat god fornøjelse med yngelplejen herfra og mange gode ønsker for fremtiden! (lyder dejligt med bier, det har altid været min store drøm)

kh

andrea

Reklamer

One response to “Boganmeldelse og brev til forfatteren: Andrea Hejlskov – “Og den store flugt” (Limfjordsforlaget I/S, 2013)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s