Fuldt hus til Ole Henrik Hansen-foredrag

Mandag den 19. august var SAMFO vært ved et foredrag med småbørnsforskeren Ole Henrik Hansen. Det var det første SAMFO-arrangement i mange år, men ikke desto mindre trak Kærlighed og vuggestuer fulde huse – ligesom Ole Henrik Hansens ph.d.-forsvar af hans afhandling Stemmer i fællesskabet gjorde i foråret.

Ole Henrik Hansen lagde mandag aften ud med at slå fast, at han ikke er imod daginstitutioner, men han mener, at det er nødvendigt at kaste et kritisk blik på dem, så vores små børn får de bedst mulige betingelser at vokse op under. I Danmark bliver over 90 procent af alle 1-årige passet i dagtilbud, selvom der hverken er forskningsresultater, der be- eller afkræfter småbørns gavn af institutionslivet. Derfor har Hansen viet sin forskning til de små børn. De små børn, hvis udvikling, ifølge Hansen, trækkes i gang af moderens kærlighed, og hvis opvækst bør finde sted blandt kærlige og empatiske voksne, der er i stand til at møde barnet, hvor det er. Voksne, der, med Hansens faglige termer, er i stand til at respondere på barnets emotionelle intention. Ifølge Hansen er moderen genetisk kodet til at møde barnet på denne måde, og når forældrene elsker barnet og viser det verden, giver det barnet de bedste betingelser for at udfolde og udvikle sig.

Ole Henrik Hansen fortalte, at han drømmer om at uddanne dagplejerne og revolutionere den nuværende pædagoguddannelse ved at gøre det til en universitetsuddannelse. Desuden ville han skærpe adgangskravene, således at en studentereksamen var påkrævet, og et empati-tjek skulle være obligatorisk inden optagelsen. Som det forholder sig i Danmark i dag,  er pædagoguddannelsen med Hansens ord en “alle ind og alle ud-uddannelse”, fordi uddannelsesinstitutionernes støtte er afhængig af antal beståede studerende. I Finland, som Hansen sammenlignede med, foregår pædagoguddannelsen på universitetet, og halvdelen af alle ansøgere bliver afvist. Hansen mener, at det kan være en af grundene til, at finske børn på sigt klarer sig bedre i skolen end danske. Derudover starter de fleste finske børn først i udepasning, når de er to år, og det kan meget vel også have noget at sige. På spørgsmålet om, hvornår Hansen mener, at et lille barn er stort nok til at starte i institution, svarede Hansen i hvert fald, i tråd med mange andre forskere, at det ideelt set nok først er omkring 2-2,5 års alderen – og at man med fordel kunne forlænge forældreorlovsperioden til det tidspunkt.

Et sikkert svar var det dog ikke, for til Hansens store forundring, er der herhjemme faktisk aldrig blevet forsket i, hvornår det er optimalt for et barn at starte i institution, og det endda selvom Danmark har verdensrekord i institutionalisering af småbørn! Det mener Hansen er forkasteligt, og derfor har han tænkt sig at gøre noget ved det, for, som han siger, “børn har kun én barndom”. Hansen mener, at hvis man kunne lave store og omfattende, tids- og ressourcekrævende undersøgelser af Storebæltsbroens påvirkning på vandmiljø og fauna, inden man byggede den, for at sikre sig, at man gjorde mindst mulig skade, så burde man også i et velfærdssamfund kunne interessere sig for, om det er godt for vores børn at blive sendt afsted i pasning i en alder af 10 måneder. Til det formål vil Hansen iværksætte en undersøgelse af bl.a. kortisolniveauet (kortisol er et stresshormon) hos 1- og 2-årige, for man kan af gode grunde ikke læse børnenes tanker: et problem, der vanskeliggør forskningen med netop de 0-3-årige, og som med Hansens faglige termer benævnes skyggeproblemet.

Hvis barnet lander i ukærlige omgivelser på Rød Stue, vil det ifølge Ole Henrik Hansen hurtigt tilpasse sig omgivelserne, og fx opgive gråden som et signal, hvis der ikke reageres på dets gråd. Det er dog klart, at selvom man kan udsætte børn for alt, og få dem til at tro, at det er normalt, så er det ikke tilrådeligt. En sådan tilpasning kræver nemlig en midlertidig frakobling af følelser, en nedtoning i det såkaldte limbiske system, og det kan have fatale konsekvenser for børnenes udvikling. Hansen taler om, at det netop er en sådan følelsesmæssig frakobling, der sker, når et grædende barn forlades af de trygge omsorgsgivere, det har kendt siden før fødslen for at blive passet af forholdsvist fremmede omsorgsgivere i en instititution. Det bedste, forældre kan høre i forbindelse med en institutionsopstart, er, ifølge Hansen, “nu er han indkørt – han stopper med at græde fem minutter efter du er gået”. Hansen mener dog ikke, at det er godt, at barnet stopper med at græde, så snart forældrene er ude af syne, for det betyder imidlertid bare, at barnet har givet op. Der er ikke blevet lyttet til det signal, som barnets gråd er, og det resignerer og lukker ned for følelserne, fordi den sorgfølelse, det efterlades med, gør for ondt. Ifølge Hansen er ‘sorg’ ikke for stærkt et ord at bruge i den sammenhæng, for “børn kan ikke klokken, og de bliver sorgfulde, når de afleveres til helt fremmede som meget små”, for de mangler tidsperspektivet.

Selv for vi voksne, der ved, at børnene hentes hjem igen i eftermiddag, kan det være enddog meget svært at efterlade en grædende purk i armene på en nok så sød og empatisk pædagog. Men vi har fået indrettet et samfund, hvor vi, ifølge Hansen, har lært at overhøre den indvendige stemme, der siger til os, at “det her er ikke rigtigt”, og knuden i maven kan man måske vænne sig til, “for vi skal jo på arbejde”. Hansen tror, at hvis pengene fulgte barnet frem for institutionen, som SAMFO kæmper for, ville mange forældre vælge at sende deres børn i institution færre timer end fuldtid.

Ole Henrik Hansen slog fast, at børnefællesskaber er vigtige for børn, men han pointerede samtidig, at alle børn skal igennem den såkaldte kernerelatering, et fagudtryk, der kan oversættes med, at barnet ser sig selv gennem moderen og som en del af moderen, indtil intersubjektiviteten, det at barnet opfatter sig som sin egen, indtræder ved ca. 1,5 års alderen. Børn interagerer heller ikke i direkte fælles leg, før ved 2 års alderen, og de har derfor selvsagt ikke samme gavn af børnefællesskabet i vuggestuen som i børnehaven. Ved en forældrerundspørge i forbindelse med en af Hansens dagtilbudsundersøgelser, svarede da også kun 2 ud af 100 forældre, at de sendte de 0-3 årige af sted for børnenes egen skyld.

På vegne af de små børn skal der herfra lyde en stor tak til Ole Henrik Hansen for hans forskningsindsats – og på vegne af SAMFO skal der lyde en stor tak til Ole og alle fremmødte for en spændende aften, der både fik både grin, tårer og en god debat i gang!

Reklamer

One response to “Fuldt hus til Ole Henrik Hansen-foredrag

  1. Fra psykoanalytisk hold er man helt klar over, at den tidlige udepasning ikke er i børnenes interesse – i en alder, hvor også moderen er hormonelt indstillet på barnet og er den nærmeste til at tolke dets budskabet og dermed behov.

    Herefter kommer faren naturligt ind i billedet for både den lille pige og den lille dreng i deres udvikling, hvorfor børnehave i mindre dosis (ikke hverken 8 el 10 timer dagligt) kan komme på tale, og hvor det kunne være påkrævet med deltid for den forælder, der passer barnet i denne periode.

    Det er ligedan vigtigt ikke at bytte om på kønnet for barnet, hvorfor det bør være moren i de tidlige år – og siden faren, idet andet kan forvirre barnet i en kønsopfattelse.

    Problemet er, at de voksne gerne vil være på arbejdsmarkedet og bliver bildt ind, at der går mange gode ressourcer tabt; MEN vi har alle et arbejdsliv på 40-50 år, så .. . Ja, der bliver tænkt for snævert, såvel som jeg vil tro, at det er dele af 68-generationen, der har været en større del af den primus-motor, der ville have børnene passet, ikke af forældrene, men af andre. Forældre var jo af det onde for dem i deres oprør og opgør.

    Glædeligt, at Ole Henrik Hansen kan oplyse, at kun 2 ud af 100 forældre fortalte, at det var for barnets skyld.
    Det kan det vel være fordi der ikke er andre børn hjemme osv.

    Men – glædeligt, hvis det går i den rigtige retning aht til barnet og dets udvikling, hvor mange gerne vil ‘indrette’ barnet til DERES behov. Det kan man ikke sså snildt gøre, da det kan skade barnet, hvis hjerne slet ikke er indstillet , dvs udviklet til på at kunne for stå at skulle ‘sige farvel’ i vuggestuen til en far og en mor.

    Det er netop farligt med denne resignation, såvel som et barn for alt for mange ‘mødre’ i tilværelsen og ligedan ‘alt for mange ‘søskende’ på på den måde.

    Af andre grunde, som der ikke kan kommes ind på her så vil det være vigtigt, at moren selv er hos barnet, når det bliver renligt – og at hun og faren kender til de ‘farer’, der kan ligge her og danne nogle af de sværeste neuroser.

    Tilfældigheden skal ikke florere overfor Vore Børn!
    Det er for farligt og direkte skadeligt.

    Problemet er, at en uni-udd. til pædagoger vil automatisk kunne højne lønninger, såvel som dette at pengene følger barnet er sat alt for lavt. Det er ikke dækkende for de udgifter, en familie har.

    Mvh Birgit Hviid Lajer
    psykoanalytisk orienteret psykoterapeut
    personality-id.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s