Et år med vuggestuedebatten

Af Anne Kirstine Waage Beck, næstformand i SAMFO

Småbørnsfamilieforeningen SAMFO holdt d. 28. april generalforsamling, hvor en ny bestyrelse blev valgt og ph.d. i pædagogik, Ole Henrik Hansen, fik overrakt Børnefamilieprisen. Foreningen har næsten fordoblet sit medlemstal siden sidste generalforsamling, og der var en god og optimistisk stemning på dagen. Jeg fik æren af at blive valgt som næstformand og glæder mig til at deltage i arbejdet i det kommende år. Samtidig er det i disse dage et år siden, jeg skrev mit første debatindlæg om vuggestuer og manglen på valgfrihed i Danmark. Et år er gået, hvor jeg har gjort mig erfaringer med at deltage i en debat, der rummer mange svære spørgsmål.

Den mest almindelige reaktion på mine indlæg, har været tavshed. Jeg har modtaget nogle e-mails med ris og ros, mest af det sidste. Det undrer mig, at der ikke er flere, der deltager i debatten, men ud fra de reaktioner, jeg har fået, kan jeg se tre hovedspor i argumentationen mod SAMFOs synspunkt: Det ene er, at en liberalisering af børnepasningsmodellen vil føre kvinderne tilbage til kødgryderne. Det andet er, at børn har bedst af at komme i institution. Og det tredje er, at det ikke giver mening at betale forældre for at passe deres børn derhjemme, da tilskuddet til børnepasning kun skal gives til erhvervsaktive forældre, – hjemmepasning må man selv finansiere.

Det første argument hænger sammen med kønsdebatten, og den er meget vanskelig at undgå, for set fra en debattørs synsvinkel, er der det upraktiske faktum ved spørgsmålet om hjemmepasning, at langt de fleste, der gerne vil det, er kvinder. Fædrene fylder intet i debatten. Samtidig er det svært at skrive udelukkende om, hvad der er bedst for børnene, fordi der ikke er forsket nok i det område. Så debatten drejes hurtigt ind på kønssporet, og da jeg selv og næsten alle SAMFOs medlemmer er kvinder, ligger det lige til højrebenet at kalde SAMFOs sag for kønskonservativ. Men det er jo ikke sandt. SAMFOs sag er udelukkede, at pengene skal følge barnet, så vi forældre har et frit valg, uanset køn.

Mit personlige syn på kønsspørgsmålet er, at det ikke har noget med kvindefrigørelse at gøre at være presset til at overlade sine børn til fremmede på fuld tid, for at kunne betale sine regninger. Tværtimod vil en liberalisering af børnepasningen, så pengene følger barnet, være at gå et skridt videre mod reel frigørelse fra forudbestemte roller for begge køn. Men der er stærk modstand mod det fra de mere traditionelt tænkende feminister, måske fordi mange kvinder givetvis ville vælge børnene i en periode og det ville have konsekvenser for kvinders kollektive stilling på arbejdsmarkedet. Ideen om, at man som kvinde skal ofre eller nærmere forkaste det nære liv med børnene, er meget udbredt blandt de feminister, der vægter kvinders ligestilling med mænd indenfor den nuværende samfundsmodel højt. Men det er en tanke, der fratager den enkelte kvinde retten til frit at definere sin rolle i familien og samfundet. Kvinder, der ønsker at passe deres børn selv, har også en plads i demokratiet og det bør være muligt at give udtryk for det synspunkt på sine egne vegne, uden at møde fordømmelse eller blive udsat for samfundets regulering.

Det andet argument, at institution er bedst for børnene, bunder i et ideologisk spørgsmål, som også afspejles i debatten indenfor forskningen. Cortisolmålinger, hjerneforskning og andre typer af forskning og ekspertudtalelser har indenfor de sidste ti år gang på gang peget på, at det kan være skadeligt for børn at komme så tidligt og meget i institution, under de vilkår som danske børn gør. Der er altså belæg for at stille sig kritisk overfor institutionaliseringen, men der mangler samtidig valid forskning i forskellen mellem ude- og hjemmepassede børns trivsel, socialisering og kompetencer. Vi ved det ikke med sikkerhed. Men den skråsikre holdning om, at institution er bedst for alle børn fra vuggestuealderen kan ikke forsvares med henvisning til forskningen, tværtimod. Det kræver bare tid og mange gentagelser, før denne viden bliver udbredt i befolkningen, hvor normen om at vuggestuer og børnehaver er gavnlige, ja næsten afgørende for børnenes udvikling, er meget stærk . Uanset forskningen, så må det i et frit samfund være forældrene, der beslutter, hvad der er bedst for deres egne børn og hvordan de skal vokse op. Ikke politikerne eller andre med ideologiske interesser.

Det tredje argument om, at samfundet ikke skal betale forældrene for at passe deres egne børn, ville give mening, hvis det var lettere at leve af én indtægt i Danmark. I forhold til andre vestlige lande, er det meget svært for en familie at leve af én indtægt her og vi bliver som småbørnsforældre afkrævet flere arbejdstimer per familie. Vi bliver beskattet relativt hårdere af én indtægt end af to, selvom totalindkomsten i familien er den samme, og tilskuddet til daginstitutioner udgøres jo af vores egne skattekroner. SAMFO arbejder sådan set kun for, at familierne selv skal kunne disponere over de penge, de har indbetalt til børnepasning, i stedet for at denne opkrævning bruges til at regulere vores adfærd i retning af dobbelt fuldtidsarbejde og børn i institution. Så der er ikke tale om at samfundet skal betale nogen for noget, men at vi skal have lov at beholde nogle flere af de penge, vi selv har tjent, så vi kan vælge, hvordan vi vil leve med vores børn. Det er ikke for meget forlangt.

Det må være op til familien frit at vælge, hvordan børnene skal passes. SAMFOs sag er stadig aktuel og det forgangne år har vist, at der er interesse for den i offentligheden og i medierne. Så vi skal bare blive ved. Blive ved at prioritere vores børn og familier og arbejde for politisk forandring.

Reklamer

One response to “Et år med vuggestuedebatten

  1. Emma Henriksson Forskning visar att ju tidigare barn utesluts från sin prime caregiver (mor) desto lättare hade de att utveckla psykisk störning och ohälsa. Barnhem är vanligast i fattigare länder, där de sociala förhållandena på många håll är sämre, och förekommer bara i begränsad utsträckning i de rika länderna. Begreppet “barnhem” uppstod i mitten av 1800-talet. Innan dess var “barnhus” den vanliga benämningen.[1] Svenska barnhem/barnhus finns dokumenterade sedan 1600-talet.[1] Svenska barnhem drevs till en början av fattigvårdsstyrelsen, men 1926-1945 av barnavårdsnämnderna.[2] Sedan 1945 har landstingen drivit barnhem, men även kommunerna.[2]
    Barnhem var 1924-1981 den officiella svenska benämningen på institutioner för frivilligt eller tvångsmässigt omhändertagande av barn, som av barnavårdsnämnd bedömdes att inte kunna ges adekvat uppfostran av sina föräldrar. Minst 100 000 svenska barn vistades någon gång på barnhem åren 1950-1980. Cirka 1700 barn vistades på 150 barnhem och skyddshem/ungdomsvårdsskolor 1980 (jämfört med ca 7 100 barn på institutioner år 1950) Störst antal barn på institutioner var 1934 då över 8700 barn var på 350 barnhem.[3] Sedan början av 2000-talet har många av dessa vittnat om vanvård, varför en statlig utredning tillsattes 2006. Hittills har 450 förhörts och knappt 500 står på kö, regeringen tror kunna släppa en offentlig rapport vid årsskiftet.[4]
    I Sverige är det vanligt att föräldralösa eller utsatta barn i stället placeras i så kallade familjehem. Varje år omhändertas 20 000 barn och unga.[6] I genomsnitt placeras minst ett barn i varje skolklass någon gång under sin uppväxt i familjehem eller på institution.[6] Det motsvarar fyra procent av alla svenska barn. En procent av barnen växer upp i familjehemsvård.[6] Det borde vara olagligt och straffbart med böter eller rättspsykiatrisk vård för kvinnor att sätta barn till värden som de inte har tänkt att ta hand om.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s