En personlig beretning: Vi forældre kan præge fremtidens familiepolitik

Politik kan ændres, skriver Anne Kirstine Waage Beck, der er medlem af Samfo og aktiv deltager i den offentlige debat om dansk familiepolitik – eller mangel på samme. Her er hendes personlige beretning:

”Sådan er det”, er en sætning, jeg har hørt mange gange, siden jeg blev mor første gang for tre år siden. I den nye norske dokumentarfilm om kvinders dilemma mellem kravet om fuldtidsarbejde og deres små børns behov, Dagane flyg, bliver den sagt flere gange. Dels af en pædagog i en lille drengs vuggestue, da han fortvivlet bryder sammen, fordi hans mor går. Og dels, da hans mor reflekterer over, hvor ondt det gør: Det er hårdt, men sådan er det.

Min mand og jeg satte også vores tvillinger, en dreng og en pige, i vuggestue, da de var elleve måneder. Jeg troede længe, der var noget galt med mig, siden jeg ikke kunne vænne mig til at byde dem en hverdag med skiftende voksne, larm, uro, infektioner, permanent forkølelse og gråd næsten hver morgen. Institutionen var lille og havde en god normering, men set i bakspejlet skete adskillelsen for tidligt. Baseret på alt, hvad jeg siden har læst af forskning og ekspertudtalelser, tror jeg, at gruppepasning af små børn er uhensigtsmæssig og at der findes børn, der ikke kan tåle det. Min ældste søn vænnede sig aldrig til det og græd voldsomt ved afsked og gensyn al den tid han gik der. Nogle gange også i løbet af dagen, hvor han nægtede at spise eller stod ude ved lågen og kaldte ulykkeligt på mig. Men det tog tid for mig at indse det, fordi jeg var præget af normen om, at vuggestue nærmest skulle være et naturligt trin i børns udvikling og fordi jeg undervurderede min egen og min mands betydning for vores børn. Personalet mente, det gik fint. Så jeg holdt fast i, at det var lige så godt for dem at være i vuggestuen som hjemme, selvom hjertet sagde noget andet.

Vi fik hurtigt endnu en dreng og dagen kom, hvor han skulle han starte. Det gjorde ondt, men sådan er det, sagde jeg til mig selv. Jeg hørte det samme blive sagt til andre børn i institutionen. Under ”indkøringen” havde jeg tid til at observere morgenens afleveringer og det var ofte smertefuldt. Også ældre børn brød hulkende sammen og en dag kastede en treårig pige sig op mod en glasdør, mens hun desperat brølede ”Kom nu, mor, jeg vil have dig, mor”. Moren vinkede fra parkeringspladsen, mens den voksne, der forsøgte at håndtere pigens sammenbrud dæmpet sagde: ”Sådan er det. Det bliver ikke anderledes.”

Det blev tydeligt for mig, at det er et udtryk for forråelse, når forældre og personale samarbejder om at tøjle børnenes naturlige sorgreaktion på at blive forladt. Det er i længden ikke holdbart at have et system, der bygger på undertrykkelse af så store følelser, så jeg er sikker på, det kommer til at ændre sig. I en ikke så fjern fremtid tror jeg, vi vil se tilbage på vor tids normer som lige så håbløse, som vi i dag betragter den tid i tresserne og halvfjerdserne, hvor der kun var få måneders barselsorlov og forældre måtte aflevere spædbørn til pasning.

Da min yngste havde gået i vuggestue i knap seks uger, løb jeg tør for sådan-er-det-attituden. Jeg havde afleveret en nogenlunde tilpasset datter, en storskrigende dreng og en anspændt og fortvivlet baby. Jeg tog på café bagefter. Det er jo sådan man gør, ikke? Man får et barn og et års tid senere er man tilbage på samme spor som før med shopping, caféture og karriere. En glad mor giver glade børn, så det prøvede jeg at blive. Men da jeg sad på cafeen, vandrede mine tanker til mine børn, især min yngste dreng. Hvor var han nu? Hvad fik han til frokost? Jeg vidste det ikke og det føltes som et tab. Jeg så ud af vinduet, på den anden side af vejen lå en børnetøjsforretning, jeg tænkte at jeg ville gå derover og se efter nyt tøj til ham. I det øjeblik forvandlede de mange måneders stress sig til en indsigt: Det er jo fuldstændig forkert, det her. Jeg indså, at det liv jeg troede, jeg skulle tilbage til, ikke fandtes mere, fordi mit ansvar rakte meget videre end til vuggestuens låge. Samtidig forstod jeg, at mine børn med deres gråd, havde prøvet at fortælle mig, at jeg og min mand er langt bedre til at tage vare på dem end nogen som helst ansat omsorgsperson nogensinde kan blive. I det øjeblik, bundfældede det sig, at det for mig er en meget større opgave at være mor, end den reducerede rolle, jeg er blevet præget gennem hele min opvækst til at forvente. Det blev klart for mig, at vi lever i et samfund, der presser os til at overlade vores børn til institutionerne og genoptage vores liv som før, så vi kan tjene penge, forbruge og tilgodese vores egne behov. Den fredag formiddag i strålende forårssol forstod jeg, hvad der var på spil for mig som menneske og mor, for mine børn og vores familie.

Jeg vil gerne understrege, at dette er min personlige fortælling. Jeg har ikke nogen dagsorden med at fortælle andre forældre, hvordan de skal tænke, føle eller handle. Men jeg fortæller den, fordi jeg synes det er vigtigt at diskutere den præmis, at vi forventes at overlade vores børn til pasning udenfor hjemmet på fuld tid endnu før de kan gå, tale eller overhovedet forstå, at de bliver hentet igen. Jeg synes, det er en meget høj pris, vi betaler for at få lov at beholde vores position på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, ærlige personlige fortællinger er det bedste spejl for de oplevelser og følelser, man tit står lidt alene med forælder, fordi de falder uden for samfundets normer.

Efter den dag holdt jeg op med at aflevere den yngste i vuggestuen, men jeg skulle arbejde, så efter en tid fandt vi en privat dagplejemor, som han knyttede sig til. Vi flyttede også vores tvillinger over til hende og der faldt en ny ro over dem. Der var ingen gråd om morgenen længere og jeg havde det bedre med, at de var i et rigtigt hjem hos en enkelt varm person.

Derefter fulgte en lang periode med tvivl om jeg skulle passe dem selv. Jeg satte mig ind i den økonomiske side af sagen. Det var ikke opløftende. Jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af, at den kommune jeg bor i, ikke har nogen hjemmepasningsordning og at man ikke engang kan blive dagplejer for sine egne børn her. Jeg havde tre børn under tre år, men kun en fremmed kunne få løn for at passe dem. Hvis jeg selv udførte nøjagtig det samme arbejde, kunne jeg ikke få en krone. Men hvis jeg tog tre fremmede børn ind, var jeg pludselig værdig til at få løn. Det er et fuldstændig absurd eksempel på, at samfundet lægger forhindringer ud for, at en mor eller far skal kunne passe sine egne børn. Og det er bare en ud af flere adfærdsregulerende strukturer i skattepolitikken, børnepasningsmodellen og arbejdsmarkedets regler, som tilsammen udgør det store ”Sådan er det”, vi byder os selv og vores børn. Når man sætter sig ind i det, bliver det tydeligt, at politikerne vil noget bestemt med os og vores børn. Den fornemmelse af økonomisk og socialt pres for at aflevere mine børn til fuldtidspasning, har siden fået mig til at skrive en lang række debatindlæg.

Jeg er i dag ikke hjemmegående, men min mand og jeg har indrettet vores hverdag ud fra børnenes behov, i stedet for omvendt, som der var lagt op til før, så vi har mulighed for at give dem den tid hjemme, som vi synes, de har brug for. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har en stor grad af fleksibilitet i vores job og arbejder meget hjemme begge to. Og selvfølgelig fordi vi har sænket vores forventninger til præstationer i arbejdslivet, indtjening, rejser og egne fritidsinteresser. Selvom vores hverdag fungerer for børnene nu, ville jeg ønske, at jeg havde haft flere valgmuligheder, dengang jeg stod med babyen på armen og skulle gennemtvinge en adskillelse, der for mig føltes helt forkert. Og jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at betale for en deltidsplads og dermed være nødt til at tjene mindre.

”Sådan er det.” Ja, men det er politik, så det kan ændres. Der bør være fleksibilitet på arbejdsmarkedet og i pasningsordningerne, så alle familier kan indrette sig som de finder bedst. Forhindringerne for at passe sine børn selv, bør fjernes. Det er nødvendigt at arbejde for en holdningsændring, der skaber lydhørhed for børnenes behov, men også for vores egne behov som forældre. Jeg vil opfordre alle forældre til at sætte sig ind i forskningen og eksperternes holdninger til den tidlige og omfattende institutionalisering. På den baggrund, bliver det lettere at tage personligt stilling og måske også skrive debatindlæg, påvirke lokalpolitikere og på andre måder arbejde for en forandring. Det er et spørgsmål om at forsvare vores ret til selv at definere hvilket familieliv, vi vil have, i sidste ende for at passe ordentligt på vores børn.

Reklamer

10 responses to “En personlig beretning: Vi forældre kan præge fremtidens familiepolitik

  1. 1000 tak for din historie, Anne Kirstine. Den er meget rørende og vedkommende, og minder mig om min egen. Jeg husker tydeligt knuden i maven, da jeg kørte min 10 måneder gamle datter ind i vuggestuen. Det føltes så forkert, men kultur er stærkere end natur, så vi trodser følelserne og følger normen. Jeg husker også tydeligt kampen mod systemet, da jeg gerne ville passe min søn selv. Jeg var også dybt forundret over, at jeg kunne få penge til at ansætte en børnepasser men ikke få tilskuddet selv. Forældreomsorgen er i den grad nedvurderet. Den er i hvert fald ikke så vigtig som arbejdsmarkedet. Heldigvis tror jeg som dig, at der er en holdningsændring på vej. Det er spændende og vigtigt at kæmpe for!

    • Tusinde tak for din gribende artikel! Den er lige til at få tåre i øjnene over.
      Jeg har to unger, og begge er hjemme med mig. I kommunen, hvor jeg bor, kan man ikke få penge for at passe egne børn, og min mand tjener ikke nok til at forsørge os. Jeg overlever på en opsparing, som snart er løbet tør.
      Jeg vil vildt gerne skrive debat-indlæg og komme i kontakt med lokal-politikere. Der er bare det at jeg snyder på flere måder for at kunne klare mig økonomisk. Vi bor i en kolonihave, som selvfølgelig er meget billigere (og det må man ikke). Og så sparede jeg op af min barsel – det må man heller ikke. Det er de to grunde til at det er lykkedes mig, så langt, at være sammen med mine børn udenom institutioner.
      Hvordan griber man det an ift. debatering, når der er sådanne fy-fy forhold i ens historie. Kommer kommunen og samfundet ikke efter mig hvis jeg afsløre ‘the facts’ ?

      I øvrigt vil jeg vildt gerne støtte jeres forening, men som i sikkert kan forstå, lever jeg på en sten, og tæller hver øre (når økonomi-stressen kommer over mig)

      Kærlig hilsen
      Anna

      • De to ting du nævner er jo ikke moralsk forkerte. De kan være imod reglerne, så du skal selvfølgelig ikke tale åbent om det. Men du har valgt korrekt, når du har valgt at gøre, hvad dit hjerte sagde dig. Du vil blive fuldt belønnet! Vær sikker på det!

  2. Da jeg i sidste uge så den norske dokumentar “Dagane flyr”, tænkte jeg, at den var en af de værste psykologiske thrillers jeg længe havde set…Hvor er det dog uhyrligt, det vi byder såvel vores børn som deres mødre. Jeg har endnu ikke mødt et eneste fornuftigt argument for, hvorfor pengene ikke følger barnet, så der er økonomisk mulighed for, at passe sit eget barn- sit eget kød og blod- hjemme…Det er dejligt at fornemme, at mødrene er ved at turde springe ud i al deres styrke og vise deres blødende hjerter- kun sådan får vi åbnet for det enorme tabu, der ligger i vores kultur- at vi bevidst torturerer os selv og vores børn under dække af, at “sådan er det”….Flot artikel!

  3. Kunne ikke være mere enig……, meget tankevækkende indlæg, med fokus på nogle af de helt åbenlyse paradokser som vi, der selv ønsker at passe vore børn, jævnligt støder på. Håber virkelig indlægget/artiklen bliver bragt i andre medier end herinde, hvis vi skal håbe på at blive “set”.

  4. Hvor er det godt, at du taler så åbent om det.

    Min kone og jeg har også altid haft den overbevisning at vores børn ikke havde godt af at komme i vuggestue. Og vi gjorde, hvad vi kunne for at undgå det. Det var bare vores mavefornemmelse, der sagde os det. Det føltes bare helt forkert at skulle aflevere et spædbarn i en institution.

    Det er så velkendt, det du beskriver med at alle i ens omgivelser ligesom antyder, at sådan gør man bare. Mens ens hjerte siger noget andet…

    Hvor er det godt, at du sætter ord på det. Jeg har delt indlægget på min væg.

    Kunne du tænke dig at re-blogge dette som et gæsteindlæg på min blog http://fartilfem.com/?

  5. Tak for indlægget. Jeg forstår dig 100%. Kan ikke tilbage på arbejdet og lad min datter til fremmede. Stadig hjemme og hun er 13 måneder. Har vi en facebook group for Samfo? Vi kan nå flere, hvis vi havde det.. Kh, nihan

  6. Selvfølgelig skal babyer ikke i vuggestue. hvis man på nogen måde kan få det til at hænge sammen økonomisk, så bliv hjemme! sælg bilen eller hvad er skal til!

  7. Kære alle sammen
    Som artiklen fortæller os, så er det politik, og det kan ændres. Men er der så nogle, der har et forslag til, hvem der rent faktisk har familiepolitik på programmet her op til kommunalvalget? Jeg bor i Københavns kommune, og jeg synes ikke ligefrem, at det er familiepolitik, der er i fokus. Nogen gode forslag?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s