Ingen kære mor – debat i Weekendavisen

Sidste uge bragte Weekendavisen et debatindlæg af SAMFOs medlem Anne Kirstine Waage Beck under overskriften Så er der ingen kære mor. Indlægget er ikke tilgængeligt online, men Anne har været sød at sende det til os, og derfor kan I læse det nedenfor:

Så er der ingen kære mor

Kvinderne i min generation er vokset op med den hårde feminisme, der dikterer, at vi skal ud på arbejdsmarkedet på mændenes vilkår. Vi har lært, at vi er ligesom mænd og at selvrealisering kun kan ske gennem lønarbejdet, så børnene må komme i anden række. Jeg troede på det, indtil jeg fik børn, men nu ser jeg anderledes på det: Der er væsentlig forskel på kønnene og det bliver tydeligt i forældreskabet. Min erfaring fra mit eget liv og mit store netværk af småbørnsmødre er, at mange kvinder har svært ved at overlade deres små børn til fremmede, når barselsorloven er slut. De kvinder lider under adskillelsen, men de fleste har ikke andre muligheder, for de har ikke råd til at sætte arbejdslivet i bero i en periode. Mange kan heller ikke få lov af arbejdspladsen til at arbejde på deltid. Måske findes der fædre med lignende følelser, jeg har bare ikke mødt eller hørt om en eneste. Derfor betragter jeg det som et problem, der først og fremmest vedrører kvinder.

Ifølge politikerne, er det største problem for ligestillingen, at der ikke er kvinder nok på samfundets topposter og at mænd ikke tager nok barselsorlov. Men virkeligheden for et stort antal kvinder drejer sig om noget helt andet: Vi danske kvinder kan ikke selv vælge, hvordan vi vil være mødre, for vi bliver presset af børnepasningsmodellen, der regulerer familiernes adfærd i retning af dobbelt fuldtidsarbejde og børn i institution. Skattepolitikken og arbejdsmarkedet er indrettet efter den hårde feminisme, som tilskynder kvinder til at fokusere på deres egen frihed. Men mange kvinder ønsker at investere i familien, som udgør det mest betydningsfulde fællesskab i deres børns liv. Desværre har familien ikke mange fortalere blandt politikerne, selvom dens trivsel er afgørende for hele samfundets sundhed. Den nævnes for eksempel ikke i regeringens vision om at fremelske ”den dygtigste generation nogensinde”, som beskrives i kronikken Socialdemokraterne er bedst for Danmark i Politiken fra august i år, skrevet af fire socialdemokratiske medlemmer af regeringen. Tværtimod er langt de fleste politikere ukritiske overfor den omfattende institutionalisering og de familieorienterede kvinder har ingen fortalere.

Danmarks børnepasningsmodel er brutal, når den, med økonomiske midler, presser alle børn i institution ved etårsalderen. Omsorg for børn er næsten udelukkende blevet en offentlig opgave, for alle kvinder skal arbejde udenfor hjemmet, så de kan finansiere velfærdssamfundet. Deriblandt de mange daginstitutioner, som hyldes af de fleste politikere, uanset at danske eksperter i årevis har advaret mod deres ringe standard. Børnene bruges af staten i et ideologisk og økonomisk spil, som griber ind i familiens intimsfære. Vi lever et familieliv dikteret af arbejdsmarkedets behov, når økonomien pisker familien rundt i trædemøllen og den største regning ender hos børnene, som kommer tidligt i institution i et meget stort omfang. Når mange kvinder ønsker, de havde andre muligheder, bliver modellen undertrykkende. Det er ikke rimeligt.

For at opnå reel kvindefrigørelse, er det nødvendigt at formulere en ny feminisme, der anerkender, at mange kvinder har behov for nærhed med deres små børn, også efter at den samfundsbestemte tidsgrænse for barselsorloven er overskredet. Den nye feminisme skal værdsætte indsatsen i hjemmet lige så meget som indsatsen på arbejdsmarkedet. Desuden skal opfattelsen af kvinders roller nuanceres; man behøver ikke enten at være karrierekvinde eller hjemmegående, hvis der indføres fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Og vi skal have en ny børnepasningsmodel, der giver familierne tilbud om deltidspasning og økonomisk frihed til at indrette sig udenom institutionerne.

Den nuværende model forsvares især af kvindelige socialdemokrater, der deler den hårde feminismes syn på familien. Statsminister Helle Thorning-Schmidt, sagde i februar i år, til den britiske avis The Times, at det er spild, når en veluddannet kvinde går hjemme ved sine børn. Udtalelsen vakte vrede i England, hvor det er almindeligt, at kvinder prioriterer familien højere end arbejdslivet i den periode, hvor børnene er små. Vi får at vide af statsministeren, at det er spild, hvis vi vælger selv at tage os af vores børn. Jeg ser det i et andet lys: Det er spild, når vi sætter det bedste vi har, i opbevaring i institution dagen lang. Det er spild, når mit barn sidder på skødet af en ung pige, der er tvunget i aktivering af kommunen og ikke har de fjerneste kompetencer til arbejdet, endsige nogen følelsesmæssig relation til barnet. Det er spild, når ingen hører mit barn sige et nyt ord, fordi der er for meget larm. Det er spild, når mit vuggestuebarn konstant er sygt af infektioner, det ikke ville have fået, hvis det blev passet hjemme. Det er spild, når børnehavebarnet hænger på lågen og længselsfuldt venter på at blive hentet, mens det bedste bud på en nærværende voksen er en pædagogmedhjælper, der går i tusmørket og glæder sig til fyraften. Og det bliver rigtig dyrt, når de samme børn forvandler sig til urolige skolebørn, der er dårligt opdraget og hungrer efter opmærksomhed. Eller teenagere med alvorlige psykiske problemer og en gennemgående smerte over ikke at høre rigtigt til nogen steder. Måske er det i virkeligheden et gigantisk samfundsmæssigt og økonomisk spild, at familien, og dermed børnenes følelsesmæssige sundhed, ikke prioriteres politisk. Børnene forvandler sig til problemer, når de bliver overbelastet af den hverdag, vi byder dem; de bliver oftere syge, får adfærdsproblemer eller nedsmeltninger i garderoben.Men der er ingen kære mor. Hun skal på arbejde. Med statsministerens velsignelse.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini virker også som en ukritisk tilhænger af institutionaliseringen. Ministerens seneste ide er, at læring skal sættes mere i system i daginstitutionerne, så børnene opnår viden, de kan bruge i skolen. Dermed ser det ud til, at regeringens vision om at fremelske den dygtigste generation nogensinde, er nået til de yngste børn. Men det er håbløst at lægge læring ind i institutionerne, når der mange steder er problemer med at levere den mest grundlæggende omsorg og kontakt. Forudsætningen for at få dygtigere børn, er en bedre generel trivsel. Den bedste vej til at opnå det, er at give dem mere tid med deres forældre. Jeg er overbevist om, at lærerne ville få en lettere opgave, hvis de fleste elever mødte op på første skoledag med masser af tid, ro og kærlighed i rygsækken. Så kunne lærerne bruge deres kræfter på at undervise frem for at opdrage.

Den hårde feminisme udspringer af de maskuline værdier, der dominerede samfundet, da den blev formuleret i 1970erne. Det blev kvinderne ikke frie af. Vi må indse, at mange kvinder i vores samfund, ønsker at tage sig mere af deres små børn og at børnene har brug for det. I dag betragtes det ikke som samfundsnyttigt, selvom det er mindst lige så krævende som ethvert lønarbejde, det betragtes som ”lulleri”, som der står i debatbogen Pæne piger kommer i himlen – kloge kvinder vælger selv, fra 2011. Hjemmet som mulig arena for selvrealisering er forsvundet, så den udvikling, der ligger i at opdrage sine børn selv og investere i familien, betragtes som irrelevant. Men det er fordi, vores definitioner af arbejde og kvindefrigørelse grundlæggende er maskuline. Frigørelse er at blive fri for børnene på fuld tid, så også småbørnsmødre kan fordybe sig i det virkeligt betydningsfulde arbejde, der honoreres med løn. Den præmis ligger til grund for både arbejdsmarkedets regler og børnepasningsmodellen, men vi debatterer den stort set ikke, selvom den har store følelsesmæssige konsekvenser for mange mødre og deres børn. Det afstumper vores samfund til skade for familierne, den psykiske sundhed, indlæringsevnen, ja måske endda vores konkurrenceevne som nation. Det er derfor, vi skal validere arbejdet i hjemmet som det, det er: En indsats af stor samfundsmæssig betydning. Og det er derfor, vi skal have et frit valg, når det gælder vores børns barndom.

Anne Kirstine Waage Beck er ph.d.-studerende, mor til tre og medlem af Småbørnsfamilieforeningen SAMFO.

Fotoillustration: http://www.sxc.hu/photo/452511

 

Reklamer

9 responses to “Ingen kære mor – debat i Weekendavisen

  1. Anne Kathrine waage Beck rammer med denne artikel lige i hjertet på de problemstillinger, som vi efterhånden er mange der er begyndt at “summe” omkring. Jeg opfordrer til at vi aldrig mere ignorerer den dårlige fornemmelse i maven. Når alt i os skriger at det at forlade vort afkom, føles forkert, så er det fordi det er forkert !! Jo mere vi taler om det, fortæller andre,udenforstående, om at vi er nogen der lever efter den der mavefornemmelse, ja så er mit håb at vi, over tid, langsomt vil begynde at se en holdningsændring. Vi kan ikke blive ved at forsvare den eksisterende “model”, som tydeligvis efterlader så mange familier i følelsesmæssig skruetvinge dag ud og dag ind. Pøj pøj til os alle – der venter os en stor opgave/kamp/udfordring. Lad os sammen påtage os den, med oprejst pande og stolthed.

  2. Tusind tak for jeres kommentarer. Jeg er glad for, at vi er flere, der kan se de her alvorlige problemer. Der skal gøres noget ved dem og jeg tror det haster.

  3. Kære Anne Kirstine
    Nej hvor er jeg glad for læse dit debatindlæg. Tusind tak. Jeg kunne ikke være mere enig. Masser af hilsner karina

  4. Kære SAMFO

    Jeg læste kronikken i Weekendavisen forrige weekend af Anne Kirstine Waage Bech og støttekommentaren af Pernille Ladegaard i denne weekend. Jeg synes, det er en interessant debat, men forstår ikke helt præmisserne. Når jeg vælger at skrive på SAMFO’s hjemmeside skyldes det at kronikøren præsenterer sig som bestyrelsesmedlem i SAMFO.

    Grundlæggende er jeg lidt overrasket over at det, der jo egentligt startede som et kvindefrigørelsesprojekt, nemlig at kvinder kunne komme ud på arbejdsmarkedet, nu bliver til et kvindeundertrykkende projekt. Jeg er også lidt overrasket over, hvordan det forklares at børn simpelthen ikke bliver ordentlige børn, hvis de kommer i institution (eller at der er en overhængende risiko for det). Min kone og jeg, der begge er læger, har selv tre børn, der alle har været i institutioner, og jeg synes da de har udviklet sig udmærket til at være ordentlige, dygtige og tilfredse børn og unge mennesker. Tilsvarende har alle vores venners og bekendtes børn, der også har været i institutioner, udviklet sig til at være ordentlige mennesker. Har I i SAMFO så lidt tiltro til at I kan opdrage jeres børn på en ordentlig måde, så de ikke udvikler sig som de skal, hvis de har været i institution?

    Men det er jo kun min personlige erfaring.

    Hvad er det så I foreslår?

    I vil gerne have økonomisk kompensation for pasning af børnene. Men jeg går da ud fra, at da staten i sin tid oprettede institutioner med offentlig betaling var det for at kvinderne kunne komme ud på arbejdsmarkedet, altså at man ikke blev tvunget til at blive hjemme af økonomiske grunde. Det var formentligt næppe ud fra en ide om at Staten skal betale for pasning, uanset hvor dette sker (jeg er ikke jurist så ved det naturligvis ikke). Vi har jo valgt ikke at have borgerløn i Danmark. Det betyder også at det står folk frit for at passe deres børn selv, men at det ikke automatisk medfører betaling fra det offentlige. Det er vel også rimeligt nok. Det svarer jo til at staten stiller offentlige hospitaler til rådighed, og kun i det omfang de ikke kan behandle folk indenfor en bestemt frist, kan man tage på privathospital. Pengene følger altså ikke patienten som udgangspunkt. Personligt vil jeg som skatteyder og medlem af samfundet synes det er rimeligt, at jeg er med til at kvinder (eller mænd) kommer ud på arbejdsmarkedet for at arbejde for det fælles bedste, hvilket jeg gør ved at betale til institutioner over min skattebillet. Men hvis forældre vælger at holde deres børn hjemme, hvorfor skal jeg som skatteyder betale for det? At det er sværere at leve for én indkomst er jeg da helt på det rene med, men den levestandard, de fleste familier lever under, skyldes jo netop at der er to der arbejder. Vores forældres generation (jeg er født i 1964 og havde en hjemmegående mor indtil jeg om mine søskende var blevet store) havde jo netop en lavere levestandard, fordi kun én gik på arbejde. Det kan man jo så vælge at have i dag, men forudsætningen for den enkelte families levestandard er jo netop at to arbejder, og derfor er det jo ikke rimeligt at forlange den samme standard hvis kun én i familien arbejder.

    Helle Thorning Schmidt bliver skoset for at sige, at det er spild at kvinder passer deres børn frem for at arbejde (jeg kan ikke huske citatet ordret, men det er noget i den stil). Man kunne se det fra en anden vinkel (og jeg tror det er det hun har ment), nemlig hvis man har en høj uddannelse at det så er spild at passe børn i stedet for at bruge sin uddannelse. Ikke spild overfor det enkelte barn, misforstå mig ikke, men spild af samfundets ressourcer i forhold til hvad samfundet har brug for. Tag mit eget område: Man har valgt at uddanne X læger i Danmark for at bruge dem til patientbehandling og ikke som et personligt udviklingsprojekt. Samfundet uddanner jo kandidater for at bruge dem i den jobfunktion og ikke for at uddanne dem for deres egen interesses skyld. Og så ved jeg godt, der ikke er jobs til alle osv. men at man uddanner til arbejde og ikke for ’personlig fornøjelse’ kan man jo bl.a. se genne eksistensen af adgangsbegrænsning, der bl.a. reguleres efter jobmuligheder. Hvis man uddannede for den enkeltes skyld skulle optaget jo være frit.

    Pernille Ladegaard siger i Weekendavisen i denne uge (ved ikke, om Pernille Ladegaard har noget med SAMFO at gøre, men hun fremsætter et postulat, jeg gerne vil kommentere), at ’Det er attraktivt for arbejdsmarkedet at ansætte afklarede mennesker, der tør følge mavefornemmelsen og tage et dristigt valg’. Hvor ved hun det fra? Er der tal for det? Får kvinder, der har gået hjemme i 5 år for at passe børn nemmere jobs end kvinder, der har haft ét års barselsorlov og været 4 år i job? Det vil jeg meget gerne se dokumentation for. Ellers tror jeg det er ønsketænkning. Jeg kender ikke mange arbejdsgivere der ville prioritere på den måde, og jeg tror også, at i rigtigt mange jobs (måske er der undtagelser) vil man foretrække en, der har længere joberfaring end en, der tydeligvis har valgt noget andet end jobbet i en periode, uagtet hvor godt formålet ellers er.

    Så altså, jeg synes det er helt fint hvis man vælger at passe børn hjemme, men jeg mener ikke det kan være samfundets pligt at betale herfor. Ved at have børneinstitutioner støtter samfundet en mulighed for at kvinder kan arbejde udenfor hjemmet og øge den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis man vælger at passe sine egne børn i længere tid bør man vel også acceptere, at man ikke er så attraktiv på arbejdsmarkedet, når man vender tilbage, frem for at insistere på en i erfaringsmæssig ikke rimelig ligestilling med folk, der har været i arbejde i den samme periode. Hvis man har taget beslutningen om at ville passe sine egne børn selv børn man vel også overveje, om man vil have en uddannelse på det tidspunkt. Man kan vel godt gå på universitetet senere. I hvert fald kan det vel ikke undre, at samfundet har forventninger til at man bruger sin uddannelse i en given jobfunktion, hvis samfundet har betalt for det og der er jobs.

    Endeligt undrer jeg mig lidt over, at medlemmerne af SAMFO, i hvert fald bestyrelsen, alle er veluddannede kvinder. Er det et projekt for veluddannede kvinder alene? Hvis det er et så dybfølt ønske blandt kvinder, hvorfor er der tilsyneladende ikke kvinder med lavere eller ingen uddannelser med? Hvorfor er der ingen mænd med? Hvis børnene bliver så dårligt opdragede i institutioner, må mændene vel også kunne ønske sig at kvinderne gik hjemme. Hvorfor ytrer de sig ikke i debatten? Kunne det tænkes, at det i højere grad er et akademiker-kvindeprojekt? Korriger mig, hvis jeg tager fejl.

    Med venlig hilsen
    Anders Koch, læge
    København

  5. Kære Anders Koch

    Tak for din kommentar, jeg skal forsøge at svare bedst muligt.

    Pernille Overgaard kender jeg ikke, ved ikke om hun er medlem af SAMFO. Så du må nok henvende dig til hende med spørgsmål til hendes kommentar.

    Jeg er ikke sikker, men jeg tror heller ikke der er nogen mænd med i SAMFO. Jeg ved ikke hvorfor, de er naturligvis velkomne. Jeg kender ikke alle de andre medlemmers uddannelsesbaggrund, måske er det rigtigt, at der er mange der har en lang uddannelse. Jeg tror det skyldes, at lang uddannelse for manges vedkommende er lig med en kritisk tilgang til samfundets normer og indsigt i politisk debat. Jeg tror bestemt, der er mange kvinder og måske også mænd uanset uddannelse, der har de samme følelser og meninger omkring deres børn. Jeg er medlem af en stor gruppe af småbørnsmødre på nettet, 400 kvinder fra alle brancher og landsdele, og jeg kan love dig, at der er mange kvinder, der er kede af at aflevere deres børn af økonomiske årsager og hellere ville passe dem selv. Alle er velkomne i SAMFO. Normen om tidlig institutionalisering af børn er meget stærk i DK og man skal sætte sig ind i en række politiske og økonomiske forhold for at gennemskue, hvordan det hele er skruet sammen. Måske derfor er der ikke flere der kritiserer systemet, selvom følelserne vedr den tidlige adskillelse fra børnene på fuld tid, helt sikkert findes i mange familier.

    Udgangspunktet for min kritik af børnepasningsmodellen er hensynet til
    børnene. Jeg tror godt, man kan få harmoniske børn, selvom de har gået i institution. Men ret beset er gruppepasning af børn i inst et nyt fænomen, som vi ikke kender de fulde konsekvenser af. En substantiel del af forskningen har indenfor de seneste år peget på, at børn under to år slet ikke bør komme i pasning og at børn mellem to og seks år kun bør være i institution i meget mindre omfang end det bruges i DK. Læs gerne denne artikelserie i Politiken fra dec. 2010 (der ligger flere online på deres site om samme emne) og denne artikel fra Information, der præsenterer en række danske forskeres resultater og velunderbyggede kritik af daginstitutionerne. Bogen Raising Babies. Should Under Threes Go to Nursery? af den anerkendte børnepsykolog Steve Biddulph er også virkelig god, der er mange referencer til studier, bl.a. af hjernens udvikling hos små børn, som han mener lider under den tidlige adskillelse i en grad, så det skader deres emotionelle udvikling. Graden af skade er individuel, men der er iflg. ham ingen tvivl om at skaden sker. Denne vinkel på vuggestuer er nok nødvendig at kende, for at kunne forstå min argumentation.

    En ting er, at små børn kommer for tidligt i institution i alt for stort omfang i DK i forh til hvad de kan klare, noget andet er, at kvaliteten i pasningen er blevet vedvarende udhulet gennem besparelser. Jeg kan regne ud, at det nok er nogle år siden dine egne børn gik i inst og at de, givet din egen position i samfundet, nok næppe har gået i den dårligste. Jeg kan love dig for, at der er forskel. Jeg har selv som yngre arbejdet i flere forskellige institutioner, som var så dårlige, at det er skammeligt. Jeg har også for nylig besøgt en kommunal inst, hvor der lugtede af fugt, var træk i gulvhøjde, urene og itugåede flader, nedslidt og itugået legetøj og en horribel normering af voksne per barn. Jeg kender til inst, hvor vuggestuebørn bliver trukket op af deres middagslur kl 14, gr personalemangel –der er kun én ansat til alle børn efter kl 15. Mange steder er der alt for lidt faglært personale, ned til 1/3 af personalegruppen. Resten er ufaglærte og et flow af mennesker i revalideringsforløb og i aktivering på kontanthjælp i personalegruppen, er også almindeligt, det har jeg selv oplevet. Hvis du følger med i medierne med det her for øje, vil du også løbende se, at der er historier om børn der er kommet alvorligt til skade i inst, fordi opsynet ikke er godt nok. I sommer var en lille dreng ved at blive kvalt af sand gr et andet barn, han blev fundet af en anden forælder i sidste øjeblik. Er alt dette rimeligt? Jeg synes det ikke og jeg vil gerne have et frit valg som forælder, når nu jeg betaler store summer til foretagendet over skatten!

    Som det også anføres i artiklen i Information, så mangler vi en grundig debat om, hvad det vil sige for børn at komme i vuggestue, hvilket stort set alle accepterer som normen at de skal. Flere danske eksperter (Per Schultz Jørgensen, Gideon Zlotnik, Ole Schouenborg), peger på, at de mange urolige skolebørn med diagnoser, nok har en sammenhæng med den tidlige og massive institutionalisering under dårlige vilkår. I hvert fald for en del af børnenes vedkommende. Så der er gode grunde til at se på hele den indstilling, også økonomiske grunde, for det er både trist og dyrt med børn, der giver problemer i skolen og ikke er opdraget af deres forældre. Mht. manglen på opdragelse, så mener jeg også, at institutionaliseringen og det hårde pres på familierne har en betydning. Der er ikke meget fælles tid i hverdagen, og samværet foregår, mens alle er trætte om eftermiddagen, der skal laves mad osv. Børn i dag tilbringer deres bedste timer sammen med fremmede voksne og børn, de ikke selv har valgt, ikke har noget slægtskab med og som reelt ikke har nogen betydning i deres liv, og derfor ikke rigtig kan opdrage dem, og heller ikke skal. Der er sket et tab af familiefællesskab og forankring i hjemmet, som jeg mener er ret alvorligt.

    SAMFO foreslår en pengene-følger-barnet ordning for at give familierne et frit valg. I nogle kommuner findes det allerede i en vis form, da der er etableret hjemmepasningsordninger, f.eks. på Frb og i Kbh. Men en lang række kommuner tilbyder det ikke. Du har ret i, at rationalet bag subsidieret børnepasning er, at staten betaler for børnepasning, for at begge forældre kan arbejde. Men det er samtidig blevet så svært at leve af én indtægt, fordi sambeskatningsreglerne konsekvent er blevet udhulet gennem de sidste 30-40 år, så det nu er forsvindende lidt, man får ud af at overføre sit fradrag til ægtefællen. I Frankrig f.eks., får den udearbejdende forælder er substantiel skattelettelse, hvis den anden er hjemmegående. Man kunne også forestille sig, at beskæftigelsesfradraget kunne overføres til ægtefællen, i anerkendelse af, at der lægges et reelt stykke arbejde i hjemmet. Det vil jeg synes var rimeligt. Selvfølgelig må man gå ned i levestandard, hvis man vil være hjemmegående, men man skal huske, at prisniveau generelt, boligpriser osv., har fundet et leje baseret på, at næsten alle familier har to indtægter. Her adskiller situationen sig fra 1960erne, som du nævner, jeg tror faktisk ikke man kan sammenligne de to perioder direkte, som du gør, da vi lever i en helt anden økonomi i dag. Det kommunale tilskud til et vuggestuebarn ligger lige under 100.000 kr per år – det er jo ikke noget, man spinder guld på, men det relativt lille beløb, ville gøre det muligt for mange at holde barnet hjemme, også gr skatteregler, hvor det langt er at foretrække at begge parter har en indtægt frem for at overføre fradraget. Desuden må jeg også stille flg. spørgsmål til logikken bag den adfærdsregulerende politik med højt skattetryk, store tilskud til udepasning og ringe sambeskatningsregler: Hvad er ideen i, at småbørnsforældre skal knokle døgnet rundt på bekostning af deres små børn, når der mangler arbejdspladser? Masser af nyuddannede, barnløse mennesker går rundt på overførselsindkomst og venter på en chance på arbejdsmarkedet. Hvorfor ikke tænke lidt mere kreativt og f.eks. give forældrene mulighed for selv at passe børnene med et tilskud, for at give ledige en chance i jobrotation/vikariat imens? I mange brancher vil dette godt kunne lade sig gøre. (Dette er min egen ide, ikke SAMFOs).
    Jeg mener faktisk, at man bør gøre en stor politisk indsats for at undgå den tidlige institutionalisering i lyset af, hvor skadelig den ser ud til at være. Og det er hele udgangspunktet for min kronik.

    Med venlig hilsen Anne Kirstine Waage Beck

  6. Jeg vil da ogsaa lige bemaerke, at tilskud til institution er “konkurrenceforvridende”. En ting er at passe sine egne boern og selv betale for det, noget andet er at fx. huspriserne reflekterer at foraeldre med boern i institution har vaesentligt flere penge til at koebe fx. hus for, end de havde hvis de skulle betale den reelle pris for institutionen. Saa en ting er, at man har flere penge i overskud pga. 2 indtaegter, hvilket selvfoelgelig er fair nok, noget andet er at man ogsaa har en statsfinansieret koebekraft som er med til at skrue priserne op.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s