Børnefarme – debat i Weekendavisen

“Som følge af den danske model, har vi mistet muligheden for at dele tilværelsen med vores børn, mens de er små.
I den proces har mange accepteret dogmet om, at institution er det bedste for selv helt små børn, ja, faktisk bedre end forældrenes omsorg.”

SAMFO-medlem Anne Kirstine Waage Beck debatterer velfærdsbørn i denne uges Weekendavisen med nedenstående indlæg:

Sommeren er kommet og næsten gået, uden at nogen har reageret på nyheden om, at landets hidtil største daginstitution, Hørning Børneunivers, er åbnet ved Skanderborg. 250 børn er der plads til i den golde bygning, hvor en lang gang med fællesarealer forbinder stuerne. Tendensen til at lukke institutioner og samle børnene, ses over hele landet, særligt i yderområderne, da det er mere rationelt, når der er faldende eller svingende børnetal. Skulle man som forælder være betænkelig ved tendensen, kan man hos DR Nyheder på nettet læse, at det er der ingen grund til. Forskningsleder ved Anvendt Kommunal Forskning, Jill Mehlbye, udtaler, at mange forældre ønsker en lille, overskuelig institution til deres barn, men at der er er flere legekammerater at vælge imellem i en stor institution og at en stor personalegruppe er mindre udsat, når der er sygdom. Javel. Så skulle den sag være på plads.

Målløs har jeg konstateret, at vi er nået dertil, hvor kommunerne konstruerer reelle børnefarme, hvor hundredvis af børn fra nul til seks år skal passes i dagtimerne, uden at nogen protesterer. Den offentlige danske børnepasning er ved at mutere til noget helt urimeligt, samtidig med at næsten alle børn er tvunget ind i den. Det er pinefuldt at være vidne til. I Lokalavisen Skanderborg på internettet, kan man se billederne fra Hørning Børneunivers. På et af dem, står en lille dreng i profil midt i et kæmpestort, bart fællesareal. Over ham stråler lysstofrørene. De hvide vægge tårner sig op omkring ham. Der er ingen steder at søge hen, intet værn mod den uro og de infektioner, der vil herske i et miljø med 250 børn. Er det virkelig det bedste ”kommunale dagtilbud” anno 2012?

Alternativet, de små private institutioner, skal vi ikke tage for givet. Som beskrevet i WA i foråret, er børneminister Christine Antorini i gang med en udredning, efter at en undersøgelse viste, at det er de ressourcestærke forældre, der søger mod de private pasningstilbud. Det er ikke i tråd med regeringens ideologiske grundlag, fordi det øger den sociale ulighed, at børn af ressourcestærke forældre samles i de bedste institutioner. Vi har stadig til gode at høre, hvad ministerens udredning viser, og især hvilke politiske konsekvenser den får. Men nu, hvor megainstitutionerne truer med at tage livet af den sidste rest af æstetik og intimitet i de mindstes hverdagsliv, vil det være katastrofalt at afliberalisere området. Jeg håber af hele mit hjerte, at Antorinis udredning ikke ender med et ideologisk korstog, der fører til lukning af en stor del af landets mest velfungerende institutioner. Og jeg håber i særdeleshed, at sagen kan få andre forældre op af stolen.

Småbørnsforældre af min generation gør alt, hvad de kan for at sørge for deres børn i det tidsrum, der er dem tildelt af velfærdssamfundet. Det vil sige morgenræs, ulvetime, weekender og ferier. Alt vedrørende deres opvækst, overvejes nøje. Men der er tavshed, når det gælder retten til tid med børnene og der en forbløffende tolerance overfor den dårlige kvalitet i mange daginstitutioner. Som følge af den danske model, har vi mistet muligheden for at dele tilværelsen med vores børn, mens de er små. I den proces har mange accepteret dogmet om, at institution er det bedste for selv helt små børn, ja, faktisk bedre end forældrenes omsorg. Og vi har indoptaget ideen om, at vi skal undertrykke vores følelser i den forbindelse, den såkaldte ”dårlige samvittighed”. Der er sket et tab af fornemmelsen for børnenes behov som konsekvens af den tidlige og langvarige adskillelse, der er et vilkår for næsten alle familier i dag. Måske derfor er der ingen, der protesterer over at deres barn skal gå i en megainstitution. Men megainstitutioner er ikke skabt med børnenes behov for øje, og som forældre har vi ansvaret for at tale børnenes sag. Og det er ganske presserende.

 

Ovenstående indlæg er bragt i denne uges Weekendavisen (21.-27. september) og forfattet af SAMFO-medlem Anne Kirstine Waage Beck. Anne er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og mor til tre. På foreningens vegne skal lyde en stor tak til Anne for bidraget og vi opfordrer alle vores medlemmer til at deltage i den vigtige debat. Skriv til os på foreningensamfo@gmail.com, hvis du overvejer at skrive læserbreve eller kommentarer og savner inspiration eller en god snak, der kan få pennen til at flyde. Du er også velkommen til at ringe. Find kontaktinformation her

 

Reklamer

7 responses to “Børnefarme – debat i Weekendavisen

  1. Godt skrevet – og tak for opdatering om børnepasningens tilstand i Danmark for mig, som nu har store børn. Men slemt at erfare, at den nuværende regering er præcist så frygtelige på familieområdet, som jeg frygtede!

  2. Jeg synes det er en yderst hyklerisk holdning, som Anne Kirstine Waage Beck giver udtryk for. Selvom jeg på ingen måde er fortaler for vores velfærdssamfund i sin nuværende udformning, er det dog stadig den enkelte, der bestemmer, hvordan vedkommende vil anvende det. Ganske få forældre vil, når det kommer til stykket, ‘ofre’ hverken materielle goder eller karrieremuligheder for deres højt besungne ønskebørn, omend det står dem frit for at indrette sig så mindre løn er nødvendig.
    Jeg varetager selv et job, på nedsat timetal og ubekvemme tidspunkter, som hverken modsvarer mine kvalifikationer, kompetencer eller behov for udfordringer. Ikke for at passe mine børn, men for at passe min gamle mor. Jeg er sikker på, at masser af børnefamilier kunne gøre det samme, hvis de ville.

  3. Mange tak for jeres kommentarer.
    Til Pernille Rees: Jeg har meget svært ved at se, hvordan mit indlæg kan fremstå hyklerisk. Jeg går ud fra, at du med det ord, hentyder til, at alle forældre kan og bør foretage de nødvendige prioriteringer, og passe deres børn selv, hvis det er det, de vil. TIl det vil jeg svare, at det individuelle ansvar spiller en rolle i alle forhold, også dette. Men jeg vil samtidig gerne spørge: Er det rimeligt, at vi i DK, hvor vi betaler så høj skat, er underlagt politiske og økonomiske forhold, der i den grad tilskynder til at, vi træffer det modsatte valg og overlader vores børn til pasning udenfor hjemmet? De dårlige regler for sambeskatning af ægtefæller, de store kommunale tilskud til pasning og de manglede ordninger for pasning hjemme, de manglende deltidspladser i institutionerne samt arbejdsmarkedets dårlige muligheder for deltidsarbejde, er allesammen forhold, der på meget kontant måde påvirker familiernes beslutninger. Dette pres betyder, at kun de mest priviligerede, modige og / eller reflekterede mennesker overhovedet når frem til at overveje beslutningen om hvorvidt deres et-årige skal i fuldtidspasning. Resten følger strømmen og afleverer deres børn. De politiske beslutninger bag de økonomiske realiteter fortjener at blive diskuteret og vi forældre bør stille krav om, at vores børns interesser varetages bedre. Også derfor har jeg skrevet indlægget. Og det kan jeg ikke se noget hyklerisk ved. I øvrigt synes jeg, det er al værd, at du har valgt at prioritere din mors velbefindende. Det har en pris ligesom det har en pris at vælge sine børn til. Samfundet bør generelt være mere familievenligt, end det er nu. Det vil jeg gerne arbejde for, og derfor er jeg medlem af SAMFO og aktiv i debatten. Mange gode hilsner

  4. Har netop læst Weekendavisen 30/11-12 om ovenstående emne. Hvor er det dog rart at der er en begyndende fokus på problematikken omkring emnet. Jeg har selv 3 børn og indtil for små 2 år siden et fuldtidsjob og fuld fart på karrieren uden at tænke videre over familiemønsteret – sådan gjorde man jo bare. Vores ældste havde siden skolestart haft problemer i klassen med mobning, så min mand og jeg besluttede at lave en “mindre” omlægning i vores liv. Jeg blev “hjemmegående”, den ældste flyttede til en privat skole med fokus på omsorg af børnene og de 2 mindste gik ned i tid i hhv. børnehave og dagpleje. Dette krævede naturligvis en omlægning af økonomien, men ret beset har det “kun” kostet os de store ferierejser, ekstravagante forbrugsgoder og bil #2. Det var for børnene og os som forældre en luksus pludselig at kunne bruge mere tid sammen andet end i de få stressfyldte hverdagstimer og ellers i weekenderne. Fryd og gammen. Eller…? Ja for os som lille familie, men for omgivelserne? Nej!
    Aldrig har jeg før oplevet en mere uforstående og negativ reaktion fra stort set alle! Langt de fleste lufter meninger som:
    – Vil din mand ikke have du arbejder? (jo – han ville faktisk elske hvis det var ham der gik hjemme!)
    – Har du ingen uddannelse? (jo, med fine stempler fra universitetet og fine udtalelser fra arbejdsgivere)
    – Fejler jeres børn noget alvorligt? (nej, de er sunde og raske)
    – Ej hvor synd for dig (øh… nej)
    – Er det ikke kedeligt at gå hjemme? (nej, jeg har sjældent haft så travlt før!)
    – Det er spild af uddannelse! (hvorfor? jeg forventer da at komme tilbage på arbejdsmarkedet senere)
    – etc., etc.
    Dertil kom vores samfundsmæssige opvågnen – som glade naive tåber, havde vi tænkt at børnene da slet ikke behøvede komme i institutioner. Mor var hjemme og pengene kunne bestemt godt bruges på andet. Men… De er stadig tilmeldt både børnehave og SFO af én eneste årsag: alle andre børn er dér, så hvem skal de ellers lege med og danne de sociale forudsætninger, der trods alt også er en del af opdragelsen?
    Heldigvis er vi så priviligerede, at ønsker vores børn at komme tidligt hjem (eller for den sags skyld sent hjem), jamen så er det ikke et problem. Men hvor ville jeg dog ønske, at flere forældre aktivt valgte at prioritere deres børn højere end karrieren. Hvor ville jeg dog ønske, at der kom mere politisk fokus på det. Hvor ville jeg dog ønske, at samfundet ville acceptere, at alt ikke drejer sig om karriere og at man godt kan være noget uden et visitkort!
    Det blev en længere smøre (og jeg kunne sagtens skrive mere) – beklager, men igen skal du have et stort tak for dit fortsatte fokus på emnet.

  5. Kære Anna S. Hornsà
    Mange tak for din fine kommentar. Det glæder mig, at I har lagt familielivet om til et mere roligt tempo til gavn for alle. Jeg har også selv oplevet den bevidstgørelse, du taler om. Da jeg blev mor første gang betragtede jeg det nærmest som en naturlov, at de (tvillinger) skule i vuggestue. Men efterhånden har jeg fået øjnene op for, hvad det vil sige for mine børn og mig og hvordan de politiske mekanismer bagved er skruet sammen. Det er skønt for jer, at I har haft de økonomiske muligheder for at gøre det, det er jo desværre ikke alle der har det. Men det burde det være. Mange hilsner

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s