Social Kompetence

   ”Er I ikke bange for, at jeres barn bliver asocial?”

    er en af de mange bemærkninger forældre,

    der vælger at passe deres børn selv, bliver mødt med.

 

Forældre, der sender deres børn i daginstitution, har ofte en forventning om, at børnene dermed lærer at blive sociale. Men forholder det sig nu også sådan, og betyder det så, at sandsynligheden for at udvikle sociale kompetencer er mindre, når barnet passes hjemme, og kan man overhovedet foretage sådan en generalisering? Jeg vil kigge nærmere på forskellige eksperters udtalelser på området og på nogle af de faktorer, der spiller ind.

Hvad vil det egentlig sige at være social? At være social vil ifølge Espen Jerlang (cand.psych.) og Jesper Jerlang (cand.techn.soc.) dels sige at kunne tilpasse sig regler og normer i samfundet og dels at kunne udvikle den medfødte indlevelsesevne. Groft sagt består det at være social altså af to komponenter: Socialisation og empati. Socialisation er de processer, der gør barnet til samfundsborger gennem bl.a. opdragelse og uddannelse, der igen giver barnet bestemte kvalifikationer og egenskaber, der ønskes af samfundet (” Socialisering og Habitus”).

Ikke nok med, at børn skal socialiseres i dagens Danmark, de skal multisocialiseres. Den såkaldte primære socialisering foregår i familien, den sekundære typisk i daginstitutionen. Det kaldes populært for dobbeltsocialisering. Når barnet starter i skole og måske går i fritidshjem eller SFO og til en eller flere fritidsaktiviteter, ja så er der tilmed tale om en multisocialisering. Pyh, er det bare mig, eller bliver I også helt forpustede! Under alle omstændigheder er der rig mulighed for, at både det hjemmepassede barn og det udepassede barn oplever den del af den sociale udvikling, der har at gøre med at kunne tilpasse sig regler og normer i forskellige sammenhænge.

Kigger vi derimod på den del af den sociale udvikling, der har at gøre med udviklingen af den medfødte indlevelsesevne, tegner der sig et noget andet billede:

Margrethe Brun Hansen (cand.psyk.) mener, at børn fødes med en evne til at være sociale, men denne evne udvikles kun ved at omgås sociale mennesker. Børn skal omgives af voksne, der er indlevende og tager udgangspunkt i barnets følelser og aktiviteter, så det bliver set, læst og forstået for hvad det er. De voksne skal kunne se med hjertet, og det kræver empatiske evner.

Ifølge børnepsykolog Grethe Krag Müller overlades børnene i de danske børnehaver i alt for høj grad til sig selv, og hun vurderer, at det bl.a. går udover børnenes evne til at indgå i sociale relationer. Udover at slå alarm mener hun, at det er dybt bekymrende og udtaler:” Børn har brug for et tæt samspil med vigtige voksne, hvis de skal kunne indgå i sociale relationer, men det er der simpelthen ikke mulighed for i daginstitutioner.”

Børnepsykolog Ditte Winther må efter feltarbejde i en række danske daginstitutioner konstatere: ”Jeg har set mange eksempler på børn, hvis behov er blevet overset. Børn, som burde stimuleres på en anden måde. Til gengæld er der faktisk temmelig få eksempler på virkelig gode pædagogiske interventioner i mit materiale. Pædagogisk arbejde kræver viden, kompetencer og en ro, som der ikke er nok af i institutionerne i dag.” (http://www.information.dk/191159).

Der er altså på den ene side tale om dårlige normeringer i de danske daginstitutioner og på den anden side om for få kompetente voksne, som samtidig anses for at være den udslagsgivne faktor for, hvorvidt børnene bliver sociale.

Måske er disse forhold medvirkende årsag til, at man har fundet ud af, at der finder mobning sted allerede i børnehaven. Mobning eller destruktivt samspil, som Mai Britt Helgesen (norsk forsker) også kalder det. Hun har forsket i børns relationer i børnehaven og har, til sin egen overraskelse, fundet ud af, at der finder reel mobning sted. Hun udtaler: ”Det er en magtkamp der foregår mellem børnene, selvom vi ikke er vant til at tænke sådan om små børn. De kæmper for deres sociale position i gruppen, og derfor er de delvist klar over, at de udøver krænkende handlinger over for andre. Men de er ikke bevidste om de fulde konsekvenser af det (…). Børnene skal simpelthen så tidligt som muligt hjælpes med at udvikle konstruktive samspil.” (” Bakspejlet”, Danmarks Evalueringsinstitut EVA). Mai Britt Helgesen understreger, at de voksne bør være endnu mere opmærksomme på vigtigheden i at observere samspillene i legerelationerne for at opdage og forebygge mobning. Hun siger om børns frie leg i børnehaven, at den er blevet til en social arena for mobning. Kvantitative undersøgelser viser, at 10-20 % af alle børn i Norge bliver mobbet i børnehaven. Der er desværre endnu ikke lavet lignende undersøgelser i Danmark, men jeg synes alligevel, at undersøgelsen kan bruges som endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er, at børn omgås kompetente voksne, så de lærer at omgå hinanden med respekt.

Klinisk psykolog og seminarielærer Ole Schouenborg påpeger, at ikke alle er egnede til at blive pædagoger. Han mener, at det er en forudsætning, at personen kan lide sig selv, mennesker i almindelighed og børn i særdeleshed. At man er glad, omsorgsfuld, nyder kontakt og har lyst til at formidle. ”Den pædagogiske verden rummer desværre mange medarbejdere, hvis kærlighed til livet er begrænset.” (”Velfærdsyngel”). Men sådan et menneske vil vel heller ikke være i stand til at tage vare på sine egne børn? Måske ikke, men som Ole Schouenborg også siger, så kan næsten alle mennesker lide deres egne børn, men ikke alle kan lide andres børn. Han fortsætter: ”En anden farlig illusion bør aflives. Alle pædagoger elsker jo alle børn, altid – ikke? I kraft af deres uddannelse og talent er de jo nærmest bedre til at fremme børnenes udvikling, ikke sandt?”

Som uddannet pædagog og senere mor til to, kan jeg kun bekræfte, at denne forestilling er en illusion. Selvom jeg virkelig ydede mit bedste som ansat pædagog, så kommer kærligheden, omsorgen, lysten til nærvær, stoltheden og beundringen til andre folks børn ikke tilnærmelsesvis i nærheden af mine følelser for mine egne børn. Og det kommer de heller aldrig til lige meget, hvor meget jeg øver mig!

Udover god normering og kompetente voksne, er der også en anden afgørende faktor for en positiv udvikling af den sociale kompetence – nemlig pladsen. Antallet af konflikter blandt en børnegruppe stiger, jo mindre plads børnene har at bevæge sig på. Undersøgelser viser, at børn der har under 3kvm at boltre sig på, begynder at udvise territorial adfærd. ”I stedet for at lege, bruger børnene uforholdsmæssig meget tid på at passe på de ting og den plads, de har tilegnet sig. De bliver aggressive, det udløser konflikter, og der bliver råben og skrigen (…)” siger Niels Bang Hansen (www.bt.dk/nyheder/ingen-lov-hjaelper-boernene).

I Danmark har et vuggestuebarn krav på 3kvm gulvplads og et børnehavebarn 2kvm. Mange børn og voksne samlet på lidt plads mindsker barnets muligheder for at trække sig tilbage, når det har behov for ro eller brug for fordybelse. Det kan jeg forestille mig skaber indre uro og måske ligefrem stress og øger risikoen for asocial adfærd. Forskerne Mogens Nygaard Christoffersen og Alva Nielsen påviser, at der er en sammenhæng mellem antallet af børn pr kvadratmeter og støjniveauet, og at støjniveauet er en stressfaktor. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har fundet frem til, at børn ligefrem bliver syge af at gå i børnehaver med for lidt plads og for meget støj ( www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/syge_af_boernehaven?).

Selvom vi ikke har oceaner af plads i vores lejlighed, har mine børn rundt regnet 35kvm hver at boltre sig på og en kæmpe gård med legeplads, græsareal og cykelsti. Selv når de inviterer legekammerater hjem, og vi kommer op på ti børn, ja så har de langt mere plads, end de ville have i en typisk daginstitution. Vanvid at tænke på, for jeg synes godt nok, at ti børn i vores lejlighed bruger meget plads, og de kan bestemt også høres…

Det er tankevækkende, hvordan jeg i min skriveproces gang på gang støder på beskrivelser af vigtigheden af de voksne barnet omgås. Hvor vigtigt det er, at de voksne er i kontakt med egne følelser, er empatiske og omsorgsfulde, og at de er i stand til at se det enkelte barn, være anerkendende og er gode til at give børnene værktøjer til konfliktløsning. Selve betydningen af omgang med andre børn, helst i form af venskaber, bliver af nogle forskere vægtet stor betydning, men kun i det omfang, børnene omgås voksne, der formår at skabe en god stemning i børnegruppen og hjælper til konfliktløsning.

Så til mit indledende spørgsmål om, hvorvidt børn bliver sociale af at gå i daginstitution, må jeg bare højt og tydeligt svare, nej, det er der absolut ingen garanti for! Det er i meget høj grad afhængigt af personalet. Der er sågar risiko for, at børnene bliver asociale af at gå i daginstitution!

Jeg vil uden tøven påstå, at der er større chance for, at ovennævnte faktorer: God normering, kompetente voksne og god plads er til stede, hvis barnet passes hjemme. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man som forældre er opsøgende i forhold til legestuer, legepladser og legeaftaler. Bliver mere end ét barn passet hjemme, vil der også være søskende at interagere med. Børn spejler sig i de voksne, og som sagt er det derfor vigtig som voksen at være et socialt forbillede. Det mener jeg bestemt, at du som forældre har mindst ligeså gode forudsætninger for, som en pædagog har!

Da der, som nævnt, er en hel del faktorer, der spiller ind i udformningen af barnets sociale kompetence, mener jeg ikke, det vil være på sin plads at generalisere. Men, at man som forældre vælger en anden pasningsløsning end flertallet og samtidig bliver beskyldt for, at ens barn bliver asocial, ja det er jo bare helt hen i vejret!

Det triste er, at vi måske er ved at opbygge et samfund, hvor overlevelse i det sociale forum har været en kamp allerede fra barnet var under ét år, og at dette har overskygget betydningen af at udvikle medfølelse. Dermed skaber vi et samfund med mennesker med mangel på indlevelse og empati!

Nu vil nogen måske minde mig om, at jeg ikke kan beskytte mine børn for andre børns mangel på empati og for omgang med inkompetente voksne i tid og evighed. Nej, selvfølgelig ikke, men det er vigtigt for mig, at de har haft chancen for at opbygge et så robust selv, at de magter at håndtere modgang i form af destruktivt samspil, mobning og eksklusion, hvilket er direkte skadeligt for selvværdsfølelsen.

Jeg synes, det er vigtigt at huske på, de første seks leveår anses for at være de vigtigste år i et menneskets udvikling og dermed dets senere ageren og fungeren i samfundet. Derfor er det så uendelig vigtigt, hvordan disse år forløber! Værner vi ikke om barnets første udviklingsår, frygter jeg, at det kommer til at få konsekvenser for samfundet senere hen i form af udviklingsforstyrrede samfundsborgere.

Så til alle jer hjemmepassere: Panden op og ryggen rank! I er måske ligefrem med til at sikre samfundets overlevelse!

//Marie Ziegler-Carlsen

Reklamer

One response to “Social Kompetence

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s