Rend mig i kødgryderne

SAMFO magasin, nr. 3, 2001.

Af Katrine Winkel Holm

Hvis det står til regeringspartierne, skal forældreorloven afskaffes og erstattes med en øremærket orlov til mændene. Kan eller vil fædrene ikke tage orloven, forkortes orlovsydelsen, og barnet må tidligere i institution.

Det kan ikke undre, at dette udtryk for ligestillings-fundamentalisme har mødt modstand også i regeringspartierne selv, hvor flere har lagt afstand til ligestillingsminister Lotte Bundsgaard, der er ophavsmand til forslaget.

Hvad der derimod kan undre, er at dette uhyrlige forslag om tvang overhovedet er rykket op og blevet regeringens politik.

Baggrunden for det er uden tvivl de forskellige ny-feministiske bevægelser, der under stor pressebevågenhed har rørt på sig i det sidste år.  Det, som nye og gamle feminister er gået til kamp imod, er den efter deres mening snigende tendens til, at udviklingen “rulles tilbage”, så kvinderne kommer “tilbage til kødgryderne” igen.

“Kødgryderne” er det mest effektivt virkende slagord, når der spagfærdigt gives udtryk for et ønske om at tilbringe mere tid sammen med børnene. “Du vil da ikke tilbage til kødgryderne”, spørges der straks inkvisitorisk, og svaret er med det samme nej. Der er ingen, der ønsker at komme tilbage til kødgryderne. Hvad  der så menes med disse evindelige kødgryder.

Umiddelbart er der jo få, der har noget imod gryder med kød. Veltilberedte, sunde og proteinholdige måltider er eftersigende en mangelvare i dag, hvor der angiveligt fortæres alt for meget fastfood i de små hjem

Men det er ikke associationer i retning af behageligt duftende gryder man får, når der tales om kvinder og kødgryder. Der er derimod andre ubehagelige billeder, der dukker frem i bevidstheden: Siger man kvinder og kødgryder, ser man for sig en svedende kvinde med hår i tjavser, der med udslidte arme rører rundt i en gryde på størrelse med noget fra et folkekøkken, mens en række skrigende og snavsede unger hiver i hendes skørter.

Vi er en del, der meget gerne vil være hjemme hos vores børn i nogle år, men ingen der har lyst til at leve op til dette kødgryde-billede. Og vi har mere end vanskeligt ved at genkende os  selv i denne ondskabsfulde karikatur.

Det andet, der ligger implicit i udtrykket “kvinderne tilbage til kødgryderne”, er at det er mændene, der sender kvinderne hjem. Med til billedet hører den tyranniske ægtemand, der svinger pisken over den stakkels kvinde, så hun drives tilbage til folkekøkkenet. Mod sin vilje naturligvis.

Det sidste er den mest uudryddelige stereotyp, når nye og gamle feminister fører ordet. En gammelfeminist som Lone Dybkjær forklarer således forskellige lederskribenters modstand mod forslaget om tvungen orlov med, at det er bare er fordi de er mænd, der ønsker at fastholde deres koner i hjemmet i stedet for selv at tage orlov (JP 26/5).

Endnu engang en grov og virkelighedsfjern karikatur. Alt tyder på, at de kvinder, der i stort tal tager forældreorlov, gør det, fordi de faktisk gerne vil  tage sig småbørnene.

Hvor attraktivt det er for de kødkonsumerende mænd at have en kone, der sætter sit lønarbejde helt eller delvist på vågeblus for at være hjemme nogle år,  kan sandelig også diskuteres. Hun kan ikke hente mange penge hjem, hun er faktisk en decideret dårlig forretning, så det kan hurtigt blive småt med kødet i kødgryden. Derfor er der også mange mænd, der mere eller mindre direkte giver udtryk for, at det ville være en katastrofe, hvis kvinden gik hjemme, for hvordan skulle der så  blive råd til  hus og bil?  Ligesom det i gamle dage var nødvendigt at kvinden bragte en medgift ind i boet, skal hun i dag helst erlægge en pæn løn.

Kødgryden-metaforen er efter min mening vulgær og virkelighedsfjern og et grovkornet udtryk for foragt for arbejdet med børn og hjem. Man ville derfor være nået et langt stykke i saglighed, hvis man lagde slagordet på hylden og begyndte at diskutere, det vigtige emne, det burde handle om: Hvordan giver man familien økonomisk frihed til at indrette sig, som den finder bedst og mest ansvarlig overfor børnene. At det også er en kvindesag, er vi en del kvinder, der gerne vil skrive under på.

Tilbage bliver spørgsmålet, hvorfra billedet med kødgryderne kommer. Som så meget andet stammer udtrykket oprindeligt fra Bibelen, nærmere bestemt Det gamle Testamente, hvor det vel at mærke har en helt anden betydning. Da israelitterne af Gud var blevet ført ud i ørkenen og tørstede og sultede, længtes de sukkende tilbage til “Ægyptens kødgryder”, hvor de kunne spise sig mætte, selv om de var ufri (2.Mos.16,3). At længes tilbage til kødgryderne blev på denne bibelske baggrund et udtryk for at foretrække materiel vellevned frem for idealet og det højere bud.

Der er langt fra denne brug af kødgryder og til nutidens evindelige kødgryde-snak og undervejs er en stor del af den oprindelige pointe gået af den.

Man kan nemlig spørge, hvem det er, der sidder ved kødgryderne. Som vores samfund er indrettet, er det i hvert fald ikke dem, der “deserterer” fra arbejdsmarkedet for at blive hos børnene, der opnår den materielle vellevned. De familier med to udearbejdende forældre, der har en stresset hverdag, opnår betydelig større velfærd. Det var da muligvis også en vigtig drivkraft bag kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 60’erne og 70’erne.

Det er ikke illegitimt at ville opnå større velfærd og mere kød i gryden, men oprindelsen til udtrykket viser, hvor forvrøvlet den nuværende brug af “kødgryder” er.  Man kan derfor håbe, at kødgryde-billedet  i debatten vil blive trængt ud på det usaglighedens overdrev, hvor det hører hjemme.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s