Opgør med ligestillingsbegrebet

SAMFO magasin, nr. 4, 2001.

Af Katrine Winkel Holm

Lone Nørgaards bog “Børn, løgn og kvinder” har fået meget omtale, og ikke kun positiv.  Hendes forsøg på at rehabilitere husmoderfunktionen har ikke vundet gehør alle vegne, eksempelvis ikke hos  Berlingske Tidendes anmelder, der sluttede sin anmeldelse af med at understrege, at mange mænd  – herunder ham selv – skam ikke havde lyst til at dele livet med en “evig husmor”. En bemærkning, der i stedet for at levere et dødeligt hug mod Nørgaards argumentation, tværtimod bekræftede en af bogens pointer: At husmoder-rollen er i meget lav kurs –  uden at husmoderens arbejde af den grund er blevet overflødigt.

En sådan negativ anmeldelse kan ikke undre, for Lone Nørgaards bog er bevidst kontroversiel og rører ved mange ømme tæer. Mon f.eks. ikke ca. 70% af alle danske småbørnsforældre vil føle sig direkte angrebet, når Nørgaard hævder, at det er omsorgssvigt at sætte sit barn i institution mere end 30 timer om ugen? Det kræver et vist mod at turde sige den slags ubehageligheder, der sætter den kompakte forældre-majoritet under anklage. Men det er befriende, at hun tør gøre det.

Det, der gør Nørgaards bog til en af årets mest interessante debatbøger, er, at hun sætter sig for at rydde op i ligestillingsbegrebet, stille spørgsmål ved mange af de fastlåste dogmer i dette minefelt, og at hun – hvad der så sjældent sker – kæder ligestillings-diskussionen sammen med hensynet til barnet. Og så munder bogen oven i købet ud i  et konkret forslag til, hvordan man får genskabt forældreansvarligheden, så det ikke, som det hidtil er tilfældet, bliver børnene, der kommer til at betale prisen for ligestillingen. Alt sammen ting, der indbyder til fortsat diskussion.

En af bogens opsigtsvækkende pointer er, at der er nogle grundlæggende forskelle kønnene imellem, der betyder, at det altid vil være undtagelsen, at det er mændene, der står for størstedelen af yngelplejen og det huslige arbejde. En banal konstatering måske, der ofte er blevet luftet på uofficiel tomandshånd  – men stort set også kun der. Det opsigtsvækkende er, at den nu formuleres offentligt og velargumenteret, hvilket først og fremmest siger noget om, i hvor høj grad en bestemt ligestillingsopfattelse regerer meningsdannelsen herhjemme. Når Nørgaard konstaterer, at køn ikke er en social konstruktion, men er biologisk bestemt, tager hun med eller mod sin vilje meget af luften ud af den etablerede kvinde-sag. Siden  rødstrømpernes dage har den nemlig opereret med ideen om en fortsat ligheds-progression, der ved hjælp af lidt gulerod, lidt pisk, lidt tvang og lidt ”holdningsbearbejdelse” vil resultere i det fuldstændige ligestillings-utopia med præcis lige mange mandlige og kvindelige topchefer og præcis lige mange mandlige og kvindelige sygeplejersker. At hævde at denne utopi ikke er andet en et fatamorgana, fordi kønnene nu engang er  forskellige, har været regnet for reaktionært, bagstræberisk og kvindeundertrykkende.

Med afsæt i konstateringen af kønnenes forskellighed, argumenterer Nørgaard videre, at kvinder ikke nødvendigvis har fælles interesser. Der er kolossal forskel på den ærgerrige elitekvinde, for hvem tanken om flere års orlov og deltidsarbejde er en rædsel, og så de ganske mange kvinder, for hvem orlov og deltidsarbejde opfattes som en fordel, fordi det betyder at hverdagen kommer til at hænge sammen – uden dårlig samvittighed.

Denne konstatering må føre til den konklusion – som Nørgaard ikke direkte drager – at kvindebevægelsens selvetablerede mandat til at tale på det samlede kvindekøns vegne, viser sig som en illusion. Kvinder deler sig efter anskuelser og har nogen gange decideret modstridende interesser. Det var jo også grunden til, at kvindesagen i 70’erne i høj grad viste sig at være en kamp  kvinder imellem: Feminister mod de hjemmegående, der af de første blev udråbt til fordummede samfundsnassere, der understimulerede deres børn ved at passe dem hjemme. Et dybt pinligt kapitel i kvindesagens historie, som desværre ikke er helt færdigskrevet.

Hvis det er rigtigt, som Nørgaard siger, at det er de færreste kvinder beskåret at gøre karriere uden at det går ud over børnene, må man  spørge, hvorfor danske familier udsætter deres børn for denne uholdbare situation. Hvorfor har danske kvinder verdens højeste erhvervsfrekvens og hvorfor tilbringer danske børn rekordlang tid i institutionerne? Her bliver Nørgaard lidt mere ulden i munden end ellers. Men befriende nøgternt konstaterer hun, at det i høj grad er markedet, der har sat dagsordenen for kvindernes socialisering. Selv om kvindebevægelsen bestemt har sin andel i at få kvinderne ud af hjemmet, behøver man ikke at være kapitallogiker for at indse, at det var markedskræfterne, der virkeligt effektivt modarbejdede det ulønnede, ”uproduktive” arbejde i hjemmet. Den socialistiske kvindebevægelse havde her en allieret i det kapitalistiske erhvervsliv. Med rette påpeger den amerikanske sociolog, Christopher Lasch, at feministerne har kopieret markedets merkantile tankegang i deres konstante propaganda for to-karriere-familien.

Markedets indflydelse er dog ikke tilstrækkelig forklaring. Danske børns institutionsliv er også et resultat af en bevidst politik, der har gjort det økonomisk uattraktivt at leve af én indtægt. Det skyldes, at det hidtidige børnefradrag i 1971 blev forvandlet til et institutionsbidrag, som man altså kun får del i, hvis man sætter barnet i institution.

Selv om det næppe er den fulde forklaring, er institutionsbidraget en væsentlig baggrund for danske børns rekordlange ophold i daginstitutioner, fordi dette system økonomisk diskriminerer en-karriere-familierne og tvinger dem til at indordne sig under det dominerende mønster.

Denne økonomiske side af sagen går Nørgaard helt hen over og affærdiger forældres beklagelse over det økonomisk vanskelige ved at leve af halvanden eller én indtægt med, at de blot kan ”sænke den materielle levestandard”. Det virker temmelig virkeligheds-fjernt og hovent, ligesom hendes opfordring til kvinder om at tage rengøringsjobs, hvis der ikke findes deltidsjob indenfor deres uddannelsesområde, er svær at tage alvorligt. Mere hensigtsmæssigt var det at opfordre bl.a. kvindernes fagforeninger, der bevidst modarbejder deltidsarbejde, til at skifte kurs.

Når Nørgaard slet ikke er inde på det flere år gamle forslag om at lade ”pengene følge barnet”, skyldes det muligvis, at det af den etablerede kvindebevægelse opfattes som en rød klud, fordi de i denne mulighed for valgfrihed ser en stor fare for, at kvinderne lader sig lokke tilbage til hjemmene. En frygt, der burde være grundløs, hvis et andet af ligestillingskæmpernes dogmer var rigtigt: at danske kvinder tilbringer rekordlang tid på arbejdsmarkedet af ren lyst og ikke af økonomisk nødvendighed.

Nørgaards konkrete løsningsforslag til genindførelse af forældreansvaret går ud på at begrænse vuggestuerne til børn over 18 måneder og kun tillade, at de opholder sig der 30 timer om ugen. Hvad forældrene derudover måtte have brug for af pasning, må være deres egen opgave og ikke noget staten skal give store tilskud til, ud fra den betragtning, at barnet ikke har behov for at være mere ude end de nævnte 30 timer.

Et forslag, der er sympatisk, hvad man derimod ikke kan kalde det gamle forslag om ”obligatorisk forældrekørekort”, som Nørgaard tilslutter sig: en eksamen hvor alle vordende forældre skal bestå for at kvalificere sig til at få et barn.

I denne reguleringsfiksering minder Nørgaard om sin medkombattant, psykologen Ole Schouenborg, der med sin bog ”Velfærdsyngel” har givet en sønderlemmende kritik af børnene liv i institutions-Danmark – og af samme grund er blevet til hade-objekt for ligestillingsforkæmperne. Hans diagnose virker præcis, løsningsforslaget derimod indebærer det samme ubehagelige forældre-kørekort, samt et alternativ til institutionerne, hvor mødrene kan få deres børn passet fire timer om dagen, mens de videreuddanner sig. Et såkaldt “mor-barn-universitet”, hvor mødrene vist helst skal møde op.

Både Schouenborgs og Nørgaards til tider meget fantasifulde løsningsforslag viser en trættende trang hos begge til at indrette dukkehuse. Det burde være opgave nok at give nogle økonomiske rammer, der sikrer familien mulighed for at tage hovedansvaret for deres børn og derudover lade det være op til forældrene selv at benytte sig af denne mulighed – eller lade være.

Hvor meget det end må klø i hænderne hos eksperterne til at tvinge forældrene til at opføre sig ansvarsfuldt, må de lade trangen til at indrette de ideale dukkehjem fare.

Lone Nørgaards store fortjeneste er, at hun påpeger det tomrum der opstod, da Nora begyndte at forlade dukkehjemmet hver morgen og ikke komme tilbage før ved fem-sekstiden.

Det er der virkelig grund til at tage hatten af for, ikke mindst fordi opgøret med ligestillingsbegrebet kommer fra en feminist, der har ladet sine ideer korrigere af virkeligheden. Den virkelighed som er uretfærdig, til tider uforklarlig, men som bekendt svær at komme uden om.

Lone Nørgaard:

Børn, løgn og kvinder – et opgør med ligestillingsbegrebet.

Forum

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s