Børnepsykologiens fleksible charme

SAMFO magasin, nr. 3, 2001.

Af Mogens Hansen. Cand.pæd.psych., adj. Professor. Danmarks Lærerhøjskole.

Børnepsykologerne har leveret en ny barndomspsykologi, der siger, at barnet har medfødte kompetencer for aktivt at medvirke til at oprette og indgå i relationer til sine omsorgsgivere, er medskaber og konstruktør af sin erkendelse af verden, som egen indre væren-i-verden og viden-om-verden. Denne nye barndomspsykologi siger, at små børn kan sprede deres tilknytning til flere voksne.

Det er psykologi til en tid, hvor de fleste børn er i vuggestuer og børnehaver.

Den gamle børnepsykologi havde og har forankringen i forestillingen om opvæksten i kernefamilien med forældre og børn, og hvor moderen varetog småbørnsomsorgen i hjemmet. Brud på denne orden, f.eks. ved hospitalisering i lang tid eller anbringelse på børnehjem, viste massivt dokumenteret, at det oftest havde katastrofale følger som stor dødelighed og negative langtidsvirkninger for den følelsesmæssige udvikling og tilknytning. Forsøg med aber har vist, at en mor-unge adskillelse, manglende kropskontakt og manglende socialt samvær med andre unger medfører manglende evne til at kopulere og passe afkom. Massiviteten i disse fund, der understøtter teorien om den  afgørende betydning af tilknytning i de tidligste livsfaser, har ikke været anfægtet af psykologer.

Imidlertid har det i de seneste par tiår her i Danmark været provokerende for småbørnsfamilierne i deres nye livsformer med kvinderne (mødrene) i erhverv og derfor ude af kernefamiliens rum.

Børnene flyttede med ud og over i daginstitutionerne. Det skete massivt i løbet af 1970’erne, hvor behovet for dagpasning af børnene blev et kommunalt krav til udbygning af vuggestuer og børnehaver. Kravet er ikke fuldt opfyldt, og debatten er ikke kulmineret, idet der i 1990’erne kræves og loves pasningsgaranti af kommunerne, som trods omfattende udbygning af daginstitutionssektoren ikke er opfyldt.

I 1950’erne havde under 50 procent af mødrene erhvervsarbejde og oftest som halvdagsarbejde; i 1990’erne har omkring 90 procent af småbørnsmødrene erhvervsarbejde, oftest heldagsarbejde. Danmark har verdensrekord i offentlig, kollektiv småbørnspasning; sammenlignet med f.eks. Holland er dér kun mellem 20 og 30 procent af kvinderne tilknyttet arbejdslivet.

Det har skabt en fortløbende debat om småbørnsfamiliens levevilkår. Og her erdet psykologien kommer ind. Den gamle børnepsykologi kritiseres for at give forældrene og især  mødrene dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at de ikke er (nok) sammen med deres børn i de første og vigtige leveår.

Så får vi nu efter et par tiårs venten en barndomspykologi, der passer til Dan-mark, landet med verdensrekord i den offentlige børnepasning. Den legitimerer erhvervslivet og samfundets indretning af de voksnes liv, så det nu påpeges, at små børn ikke (mere) har så afgørende brug for at være sammen med deres mor som helt små, men kan håndtere både  skiftende og adskillige voksne omsorgs-personer. Den passer til det voksne personales meget store udskiftning og mo-bilitet. Nu får forældrene at vide, at småbørn faktisk er psykisk velegnede til dette regime.

Er det barndomspsykologi set fra børnehøjde, eller er det barndomspsykologi set i voksenhøjde?

Der er en nærværende risiko for, at psykologien og psykologerne legitimerer småbørnsfamiliens livsform med deres børn.

Vi har nu her allersidst i 1990’erne en social retorik om småbørnsfamilierne, at de har det hårdt, er klemt fra alle sider, har en ringe økonomi og derfor er ofre for samfundsforholdene og har ret til at klage; har ret til at gå op på borgmesterkontoret og sætte de spæde børn på mahogniskrivebordet og meddele, at de ikke går, før de får garanti for pasning, så de kan passe deres arbejde.

Hvis man lavede en sørgeskemaundersøgelse af 1 – 3 –årige børn, hvad ville de så kræve? – Flere vuggestuer og børnehaver, flere dagplejemødre? Nej.

Kvinderne er ikke ”på vej tilbage til kødgryderne”; mødres (og fædres?) dårlige samvittighed og skyldfølelse over at svigte børnene, som man elsker højt, står som et modsætningspar, som kun kan opleves utåleligt. Men er det ikke i langt højere grad samfundets problem, end det er psykologiens problem? Skal børnepsykologien indrettes, så den dæmper voksnes skyldfølelse og dårlige samvittighed, eller skal den være med til at fremkalde og synliggøre modsætningsforhold, og derved fremprovokere debat og familieliv, mødres og fædres ansvar, daginstitutionslivets styrker og svagheder, erhvervslivets behov, småbørns behov? Alle vil nok bede om det sidste, men vi kommer for ofte til at gøre det første.

Hvad kunne man så forestille sig at gøre ved det, når det er en lang række for-hold for småbørnsfamilierne, der er uhensigtsmæssige?

Det går ikke op for kvinderne: De oplever stress ved blandingen af dobbeltar-bejde  (job plus børn) og ved skyldfølelserne; kvinders levealder er faldet, kvinder drikker og ryger i dag som mænd.

Det går ikke op for de 1 – 3 –årige: De beder ikke om at blive anbragt i dagin-stitutionernes kollektivitet.

Det går bedre op for de 4 – 6 –årige: De får mere ud af at være i børnehave end hjemme på Evighedsvej, hvor der hverken er voksne eller andre børn; men de opnår ikke koncentration og opmærksomhed om at lære, uden de er sammen med én bestemt  og nysgerrig voksen, som kan holde barnets opmærksomhed fast på det vigtige, nye og spændende, man nu sanser og ser, hvis der er en voksen, der vil være med. Erhvervsarbejdet og karrieren for de voksne i børnefamilien kolliderer mentalt og følelsesmæssigt voldsomt for de mange (især kvinderne), fordi de både vil karriere og småbørnsforældreskab, der i livsforløbet falder i samme ti år af livet; det som det politiske samfund prøver at levere er pasningsgaranti, barselsorlov, forældreorlov, uddannelsesorlov, delt arbejde, ekstra fridage til småbørnsforældre, fri på barnets første sygedag m.m.; noget bruges godt, andet bruges ikke mere, f.eks ekstra feriedage for at være sammen med sine børn; og småbørn får jo ofte ikke de voksnes egen ferie sammen med dem; børns ret til ferie?

Vi er midt i en tid, hvor der ikke er sammenhæng i børnelivet. Børne- eller barndomspsykologi: På hvis side er den, på barnets eller de voksne?

Skyldfølelse og dårlig samvittighed over alt det her er måske slet ikke så galt som en start; men der skal meget mere til: debat, refleksion og kritik. De store portioner er etik, ideologi, politik, økonomi.

Reklamer

4 responses to “Børnepsykologiens fleksible charme

  1. Howdy! This article could not be written much better!

    Looking through this article reminds me of my previous roommate!
    He constantly kept talking about this. I’ll forward this information to him. Fairly certain he will have a good read. I appreciate you for sharing!

  2. I believe this is among the so much important information for me.
    And i’m happy reading your article. However wanna remark on some
    normal things, The web site taste is ideal, the articles is in
    point of fact nice : D. Good activity, cheers

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s