Familien som arbejdsplads

SAMFO magasin nr. 1, 2001.

Forældre skal indse, at familien er en arbejdsplads. Derfor skal alle borgere via public service i medierne og obligatorisk familiekundskab bevidstgøres om, at det at have børn er et arbejde, at de er pokkers dyre for privatøkonomien, og at de er et forældreansvar.
Sådan skriver Lone Nørgaard, der er lektor, cand.mag, i en kronik i Kristeligt Dagblad sep. 2000.

 Kernefamilien er ikke, hvad den har været. Den har undergået en radikal forandring igennem de sidste 30 år, som først og fremmest kan tilskrives markedets efterspørgsel på arbejdskraft, der fra 60´erne og frem trak kvinderne ud af hjemmet.

Men først her ved årtusindskiftet begynder fraværet af kvinder i intimsfæren (læs: personer, der har hjemmet og omsorg for børn, gamle og syge som (ulønnet) dagligt arbejde) for alvor at slå igennem med dets negative samfundsmæssige konsekvenser: Børn, der ikke bliver opdraget, og som derfor volder problemer i skolen, nullermænd, der ikke bliver fjernet med allergier og astma til følge, skilsmisser, der efterlader sår hos både forældre og børn og bedsteforældre, dårlig fastfood-kost og et stigende alkohol-, pille-, og medicinforbrug, der skal holde stress og øgede krav på arbejdsmarkedet i skak.

Efter min bedste overbevisning hænger miséren sammen med, at hverken kvinder eller mænd i tilstrækkeligt grad har erkendt, at familien reduceres til arbejdsplads, når der kommer børn.

Drømmen om familien som ramme for romantisk kærlighed, nærvær, ressource-opladning, følelsesmæssig omsorg, tryghed, fravær af spændetrøjer og ubehagelige pligter, får et grundskud, når der først kommer børn. Dagligdagen viser sig at være lysår fra den mytologi, som reklamernes og tv-seriernes familieidyller pumper ud i æteren, hvor mor aldrig er gladere, end når lille Peter kommer ind og har møget sine nye bukser fuldstændig til i pløre, så hun kan få lov til at afprøve sit super-vaskepulver. Og far aldrig har det sjovere, end når han fodrer lille Bebs med Beauvais` babymos. En mytologi, som den enkelte familie yderligere nærer ved at køre et facade-rytteri, der lader antyde, at hjemme hos os står den på honeypunch og sugarmousse fra morgen til aften, for vi æææælsker bare hinanden og vores børn og vores liv.

Altså lige indtil skilsmissen.

Tanken om hjemmet som en rendyrket arbejdsplads er næsten ubærlig. Tilmed en arbejdsplads uden faste frikvarterer og kaffepauser. Uden en urban om-gangstone. Uden prestige og – allerværst – uden aflønning. Først har man været af sted på sit mindst syv timers lønarbejde, hvortil kommer transporten, og nu går turen så direkte til Hjemmevej og fuldtidsarbejde nr. 2. Og det på et tids-punkt hvor ens eneste lyst er at slå stængerne fra og dejse op på sofaen med en god bog, avisen eller fjernbetjeningen. I stedet for et godt glas rødvin og en lille lur står den på børneafhentning, indkøb, madlavning opvask, oprydning, lektie-læsning, natning og tøjvask. Weekenderne er heller ikke fredfyldte oaser – men det stik modsatte, for lørdag-søndag skal alle de gøremål, ugens fem første dag-e ikke rakte til, gerne effektueres. Ellers må ferierne tages til hjælp, hvor Betty og Benny så passende kan komme i børnehave og fritidsordning, mens far bygger carport og mor maler badeværelse.

Der er delte meninger om, hvordan børn har det nu om dage. Hvordan forældre, opinionsmagere og politiske beslutningstagere placerer sig i landskabet af-hænger, 1) af det personlige forhold til begrebet ansvar, 2) af den enkeltes indplacering på en linje, der har jubeloptimisterne placeret på den ene yderpol (her går det godt, aldrig har børn haft det bedre og aldrig har afstanden mellem generationerne været mindre), de pessimistiske mørkemænd og –koner på den anden (her går det skidt, børn mangler forældrekontakt, bliver nedprioriteret, tilsidesat og overladt til diverse skærme.)

For så vidt angår førstnævnte punkt lader en støt stigende gruppe til bekvemt og optimistisk at bekende sig til pædagogerne/lærerne – har-ansvaret-fløjen, med varianten samfundet-har-ansvaret. Det er de forældre, som arbejder mere og mere for at tjene penge, mens de legitimerer ræset med, at det nye hus og skiferien til Norge er købt for børnenes skyld.

Jamen, siger tilhængerne af ansvaret-ud-af-familien. Familien er afhængig af samfundets støtte, når børn er i institution så mange timer hver dag. Her kan de ikke leve en indholdsløs tilværelse, og hele samfundet må løse opgaven med at fylde indhold på børneliv og med at tage ansvar for de kommende generationer. Løsningen hedder helhedsskole, læreren-som-mor/far og kommunen-ordner-vasketøjet. Set fra min synsvinkel var det opmuntrende, at landets skolechefer omkring årsskiftet meldte klart ud i et debatoplæg, der foreslår, at alle skoler i Danmark skal udarbejde handlingsplaner, som konkretiserer og præciserer den forpligt-else, forældrene ifølge folkeskolens paragraf 35 har for deres børns skolegang:

  • Barnet skal møde velforberedt i skolen og have læst lektier.
  • Barnet skal have madpakke, bøger og gymnastikstøj med.
  • Forældrene skal møde op til møder og forældresamtaler og overholde aftaler med skolen.
  • Hvis barnet laver hærværk på skolen, er det forældrene, som skal betale erstatning.

Man tror, det er løgn, at det skulle være nødvendigt at formulere så basale forpligtelser, men udspillet fra Børne- og Kulturchefforeningen mere end signalerer, hvor langt nogle forældre har bevæget sig ud på skråplanet inden for børneomsorg eller mangel på samme.

I hvert fald lagde formanden for foreningen op til et ideologisk kursskifte, når han udtalte, at selv om mange forældre gør et fremragende stykke arbejde, er det generelt et stort problem i dagens folkeskole, at forældrene ikke lever op til de punkter, som altså bør stå i handlingsplaner.

Få har tilsyneladende været bevidst om, hvor tidskrævende børneopdragelse er. Den tager tid, meget tid, og ikke såkaldt kvalitetstid, men kvantitativ tid. For det første. For det andet, og i direkte forlængelse, drejer sagen sig om mors og fars parathed til at påtage sig ubehaget ved at have konflikter med deres børn. Mor og far har nemlig tendens til at være temmelig uvillige til at gå i clinch med Søren og Mette i form af krav og forpligtelser og restriktioner, hvis familiens timer sammen er meget knappe. Så skal man ordentlig hygge sig, og hvis lille Søren ikke vil have landkylling med øko-majs, så skal han sandelig ikke tvinges til det, for nu trænger alle til fred og fordragelighed.

Nej, lad ham bare få den sædvanlige dybfrost-pizza, der lige kan gå i ovnen, toppet op med cola og Matador-mix. I aften gider vi ikke have hyl over mælk-en. Og hvis han vil se fjernsyn eller video eller spille computerspil i al sin fritid, ja, men lad dog barnet. Når forældre ikke tager konflikter med deres børn, er det i virkeligheden slet ikke af godhed for deres afkom, men fordi de efter en lang og hård arbejdsdag ikke orker konfrontationer. Fuldt forståeligt. Det er faktisk temmelig anstrengende at have konflikter med sine børn, fordi poderne ikke mere bare parerer ordre. På godt og ondt er tidligere tiders respekt for forældreautoriteten nærmest ikke-eksisterende nu om dage. Derfor vælger mange forældre også den  nemme løsning – nem på kort sigt – i form af eftergivenhed og laden stå til. Samtidigt med, at deres ansvarsforflygtigelse bekvemt bliver retfærdiggjort med, at Peter og Susanne skal have lov til at gøre, hvad de har lyst til i deres fritid, for så vokser de op til at blive stærke, handlekraftige og livsduelige individer.

Jeg tror ikke på denne filosofi. Jeg tror tværtimod, at for at børn skal kunne klare sig i en på mange måder barsk og konkurrencestyret verden, er det nød-vendigt at lære dem, at hvis man vil nyde, må man også yde. Men at lære sine børn at bidrage er et opdragelsesprojekt af dimensioner. En arbejdsopgave at føje til den allerede tårnhøje bunke.

Jeg kunne kede i timevis med mine titaniske kampe for at holde mine to sønner til ilden, skraldepose-udbæringen og lektierne, og fra tv´et, pc´eren og sofaen.

De scener, der har udspillet sig i vores hjem omkring lektielæsning, får femte akt af Hamlet til at blegne, og jeg tror ikke, at det er, fordi mine sønner er specielt underbegavede eller har særligt dramatiske talenter at gøre godt med. Eftersom børn er lige så kloge som andre mennesker, vil de af al magt søge at komme væk fra ulysten, og at sidde på den flade og skrive referat og lave regnestykker elsker de færreste (drenge). Derfor forstår ingen bedre end jeg på indersiden af min sorte sjæl, hvorfor der er så mange røster, der taler for helhedsskolen (som Jan Sjursen fuldstændigt korrekt omdøbte til heldagsskolen).

Tænk, hvis man kunne slippe for de daglige konflikter omkring lektielæsning. Tænk, hvis der var nogen andre, der kunne sørge for at lære mine børn de fær-digheder og sociale kompetencer, der er en væsentlig forudsætning for at kunne håndtere tilværelsen til over dumpekarakter.

Men slippe kan man altså kun ved at overlade ansvaret til andre. Og hvis alle hævdes at have ansvar, viser det sig, at ingen tager det.

Ligestillings-retorikken har vist sig lige præcis at være retorik. At hvis mor og far bare deles smukt om arbejdet og ansvaret i hjemmet, mens de flekser på fuld kraft på arbejdsmarkedet, så kan familien godt hænge sammen og tage sig ordentligt af både Mona, Michael og madpakkerne. Den strategi lykkes godt nok og på tværs af alle odds for en del, nemlig den kategori, der har annammet budskabet om, at familien først og fremmest er en arbejdsplads. Dem behøver hverken samfundet eller skolecheferne at bryde hovederne yderligere med. Men hvad med resten af forældregruppen? Den som de nye handlingsplaner er hen-vendt til? Hvilke sanktionsmuligheder har skolecheferne forestillet sig, hvis det viser sig, at travle mødre og lemfældige fædre fortsat ikke har tænkt sig at leve op til deres forældreansvar? Selvansvar kan ikke påduttes sådan på en studs. Det kan kun læres – gradvist. Og hvem skal undervise forældre i ansvar for egne børn, når mor og fars hidtidige praksis netop har været styret af gedigen ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse? Min egen løsning er dybt utrendy, dels fordi den er langsigtet, dels fordi den gør op med forestillingen om det konsekvensløse valg: De næste mange år skal alle borgere i Danmark dagligt via public service i medierne og obligatorisk   familiekundskab (der passende kan omdøbes til pligtetik-i-yngelplejen eller noget andet

tidssvarende ) i skolerne bevidstgøres om, at det at have børn er et arbejde, atde er pokkers dyre for privatøkonomien, og at Camilla og Jens er et forældreansvar.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s