Børn og kunst

SAMFO magasin nr. 1, 2002

Et interview med Sunna Blædel, af  Bibi Kirkegaard

Kunstneren Sunna Blædel tog penslen i den anden hånd, da hun fik børn. Hun ville være hjemme og passe dem selv.

Forlagsdirektøren og kunstneren i en villa i Humlebæk med to børn.

Mange af os har allerede dannet et billede af, hvad det er for en type mennesker, der er tale om – for slet ikke at tale om, hvordan villaen ser ud. Sådan kunne det måske også have været, hvis ikke Sunna Blædel havde valgt at hendes liv først og fremmest skulle handle om børnene.

”Jeg har vidst det næsten altid. At når jeg fik børn, så ville jeg gå hjemme,” siger Sunna Blædel. Så selv om villaen er charmerende og ligger idyllisk på en pæn adresse i det nordsjællandske, så er der langt til det luksuriøse billede, der først fæstnede sig på nethinden.

Det gule hus bag det lave afskallede stakit og den ”vilde” forhave ligner ikke den klassiske forside på et Bo Bedre. Og det første man lige tænker, når man træder ind i det gule hus er: Er de lige flyttet ind? Eller bygger de om?

Sandheden er, at de sætter i stand – på sjette år. For med kun en sikker indtægt fra det lille familieejede forlag Rhodos, så tager tingene tid. Og efter bare få minutter i selskab med Sunna Blædel er man klar over, at det med  tiden i huset Bakkebo – det er noget, man er sammen om.

Sunna Blædel er født i Sverige af danske forældre. Men da hun er halvandet år gammel, er hendes far blevet træt af det kolde, svenske klima. Det betyder, at Sunna kommer til at vokse op i Østafrika – Etiopien og Tanzania – hvor hendes far som læge arbejder i forskellige projekter, mens moren underviser børnene i området.

”Jeg havde en helt utrolig, fantastisk barndom. Det var som om, jeg voksede op i min helt egen zoologiske have. Dyrene var bare ikke i bur.  Og vi var altid ude i naturen. Jeg husker det som om, at vi kun var inde, når vi sov. Den frihed i barndommen har jeg altid ønsket at give videre til mine egne børn.”

Da Sunna er 12 år, beslutter familien sig for at rejse hjem til Danmark.  Det er et kulturchok af de helt store for en pige, der stort set intet kender til europæisk kultur.

”Pludselig var alting så lukket og rammerne så firkantede. Og danskerne var utroligt svære at komme ind på,” husker Sunna om sit første rigtige møde med Danmark

Efter 10. klasse forlader hun skolesystemet og jobber lidt rundt. Hun arbejder blandt andet som pædagogmedhjælper i en periode, og det er her, hun danner sig et klart billede af, hvordan hendes egen familie engang skal fungere.

”Det var oplevelsen af alle de stressede børn og forældre, der for alvor overbeviste mig om, at jeg ville gå hjemme hos mine børn. Ikke fordi jeg tror, jeg på den måde er bedre, end de forældre der bruger daginstitutionerne – jeg har bare valgt at ville noget andet”.

Allerede som helt ung er Sunna klar over, at det er det kreative, der trækker. Men hun føler et pres hjemmefra, især fra hendes far, om at hun skal tage en uddannelse – en universitetsuddannelse vel at mærke.

Så hun tager et studenterkursus for at komme ind på universitetet. Her læser hun først etnografi i en kort periode og forsøger sig senere med spanskstudiet. Men Sunna kan slet ikke finde sig selv i rollen som universitetsstuderende.

Som 24-årig vælger hun derfor alligevel at følge sine egne interesser og søger ind på uddannelsen som tekstildesigner på Skolen for  Brugskunst – den der i dag hedder Danmarks Designskole.

Da hun fire år senere forlader studiet, er det ikke kun med et eksamensbevis i hånden – hun har også mødt manden i sit liv.

I nogle år arbejder Sunna som grafisk tegner. Da Felicia, der i dag er 12 år, bliver født, er hun i første omgang med på arbejde. Så bøjer Sunna sig en overgang for omgivelsernes pres og sender Felicia i halvdagsinstitution.

”Men en dag da jeg henter hende, siger hun pludselig til mig: Mor, hvorfor skal jeg være her, når du lige så godt kan passe mig,” fortæller Sunna.

Den dag tog hun den endelige beslutning om, at det arbejde hun for eftertiden skulle udføre, det skulle foregå hjemmefra. Og det blev ikke mindre aktuelt, da den i dag 9-årige Josephine kommer til verden.

På det tidspunkt, i starten af 90’erne, er det absolut ikke særlig velset, at en kvinde går hjemme. ”Hvis jeg sad i et selskab med en stiv slipseherre til bords, og jeg sagde, jeg arbejdede hjemme, så mistede jeg lynhurtigt position i hans øjne. Som om jeg så ikke kunne have noget interessant at fortælle. Og det oplever jeg faktisk stadigvæk af og til.”

Sunna Blædel har gennem årene mange gange måttet forsvare at være hjemme hos sine børn. Folk har været evigt bekymrede på børnenes vegne. Ofte har hun måttet lægge øre til, at det da er synd for hendes børn, at de ikke har samvær med andre børn.

”Men folk skulle bare komme forbi. Så ville de opleve, at huset altid er fyldt med børn. Dørene har altid været åbne for pigernes kammerater.

Sommetider aftaler Josephine og Felicia ligefrem, at de ikke vil have legekammerater med hjem – fordi de bare trænger til at være sammen kun de to. – Så hvad er det, der er så synd for mine børn?”

Sunna synes, det er en misforstået holdning, at der hele tiden skal ske noget i børns liv. At de skal underholdes og aktiveres. ”Børn skal også have ro og tid til at reflektere over tingene. Det de har brug for er lige så meget nærhed – frem for konstant underholdning.”

Men hun er jo også heldig, fordi hun har et talent, der gør, at hun kan sidde hjemme med sit arbejde. Det er jo ikke alle, der er så privilegerede, kunne man godt føle sig fristet til at tænke.

Den påstand, synes Sunna Blædel, er for let købt. Selvfølgelig føler hun sig privilegeret over at have kunstneriske evner. Men det at arbejde hjemme har ikke noget med kunsten at gøre. Det er et valg.

”Havde jeg ikke haft de evner, så havde jeg fundet på noget andet, jeg kunne arbejde med hjemmefra. For det har handlet om, at jeg  ville  være hjemme hos mine børn. Og det er da muligt, at jeg i nogle menneskers øjne har tabt ”identitet” ved at vælge at være hjemme – men for mig har det bare ikke kunnet være anderledes.”

Det har selvfølgelig også haft nogle konsekvenser. Efter seks år i Bakkebo venter badeværelset stadig på at blive etableret. Den har stået på pasta og risengrød så mange gange, at pigerne har fået tårer i øjnene bare ved tanken, og biografture er det heller ikke blevet til. De nyeste børnefilm bliver set, når de kommer ud på video, og det er pigerne sommetider trætte af. Men de vil alligevel ikke bytte en premierefilm med en udearbejdende mor.

Boller og varm kakao – hver dag efter skoletid. Sådan er det klassiske billede af det der med en mor, der er hjemme, når børnene kommer fra skole. Men sådan er det ikke i det gule hus i Hørsholm.

”Jeg er ikke pandekagemor hver dag, for jeg sidder jo og arbejder. Sådan har det altid været, og det er pigerne vant til. Da de var mindre, fik de bare deres eget lille arbejdsbord ved siden af, og så var vi sammen på den måde.”

En af Sunna Blædels helt store mærkesager er, at man efter hendes opfattelse burde optjene anciennitet, for eksempel pension, ved at passe sine egne børn.

”Det sker jo helt automatisk, hvis nabokonen passer dem, fordi hun så kan kalde sig dagplejemor. Det er da lidt molboagtigt. Og hvis man havde mulighed for at optjene anciennitet, så kunne det også være, at det ville blive mere accepteret, at nogle valgte den form for arbejde.”

Sunna Blædel synes, at der generelt er alt for lidt respekt for de kvinder, der tør gå imod strømmen, og vælger at passe deres børn selv.

”Det kan da godt være, at det hedder ”at gå hjemme”, men de, der har prøvet det, vil med garanti sige, at man ”går” ikke hjemme – man løber.”

Dengang Sunna og Ruben Blædel købte Bakkebo for seks år siden, var en af grundene et lille anneks, der ligger i baghaven. ”Så kan mine piger bare flytte derned, når de får trang til at flytte hjemmefra. Så ved jeg, hvor jeg har dem,” kommer det muntert fra Sunna Blædel. Men selv om det er sagt med en vis portion humor, så er hendes drøm, at Josephine og Felicia vil lave noget sjovt sammen med hende, når de bliver større. ”Måske en butik, en café eller et galleri hvor der er plads til alle mulige kreative udfoldelser for os alle sammen.”

Reklamer

4 responses to “Børn og kunst

  1. Thanks for another informative web site. Where else may I am getting that
    kind of information written in such an ideal method?
    I’ve a challenge that I’m just now running on, and I’ve been on the look out for such info.

  2. Hey There. I discovered your weblog using msn. That is an extremely well written article.
    I’ll make sure to bookmark it and come back to read extra of your useful info. Thank you for the post. I’ll definitely return.

  3. you’re truly a excellent webmaster. The web site loading velocity is amazing. It kind of feels that you are doing any unique trick. Also, The contents are masterwork. you have performed a great task on this subject!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s