2001: Børnerådet har fået ny formand

SAMFO magasin nr 1, 2001.
Bestyrelsesmedlem i SAMFO, Erik Asbjørn Adrian, har følgende kommentar til formands-skiftet i Børnerådet:

Den 1.feb. 2001 overtog lektor Jytte Juul Jensen formandsposten for Børne-rådet.

Hendes store hjertesag er, at udearbejdende mødre og fædre straks sikres ret til mindst 10 omsorgsdage hver om året. Det skal iflg. Børnerådsformanden være en lovfæstet rettighed og ikke et overenskomstspørgsmål, for så er det kun de mest familievenlige fagforeninger og arbejdsgivere, der vil acceptere det. Det er en prisværdig sag at kæmpe for. Gid det må lykkes hurtigst muligt at få det gennemført! Jytte Juul Jensen vil derimod slet ikke diskutere, i hvilken alder det er godt for børn at komme i institution – eller hvor længe det er godt for børn at være der! Det er nemlig individuelt, mener Børnerådets formand. Med sådan en udmeld-ing kan det jo blive temmelig meningsløst at kommentere udtalelsen. For formanden vil slet ikke diskutere spørgsmålet. Det er selvfølgelig en måde at afgrænse sine arbejdsopgaver på eller opgive blot at nærme sig væsentlige problemer.

Jytte Juul Jensen ville ellers som Børnerådsformand have en glimrende mulighed for også på dette punkt at yde samfundskritik – også selv om social-ministeren ikke måtte være enig. Børnerådet er jo et uafhængigt organ. Børne-rådet kunne være med til at fremme samfundskritisk psykologisk forskning ind-enfor dette område. Det er hårdt tiltrængt for psykologien, som kunne være et korrektiv til den måde vi har indrettet vores samfund på, er i stedet gået i selv-sving med systemet. For der har aldrig været noget udviklingspsykologisk be-læg for at sende 6 måneder gamle babyer i vuggestue. De manglende undersøg-elser og den manglende forskning blev ellers berørt som et emne på Børneråd-ets årsmøde sidste år!

Et andet medlem af Børnerådet, cand.psych.pæd. John Aasted Halse, mente, at det er fordi vi ikke ønsker at kende resultaterne af eventuelle undersøgelser. For hvad vil vi gøre, hvis psykologisk forskning kunne påvise, at det er uforsvarligt at sende børn i institutioner før de fx. er 18 måneder gamle? Hvordan ville vi så indrette vores samfund? Med formandens undvigende udmeldinger er der kun at håbe, at Børnerådets syv medlemmer internt vil diskutere spørgsmålet.

I hvert fald er der noget der tyder på, at John Halse også synes, at det er for nemt at sige, at det er individuelt, hvornår – og i hvor lang tid – børn skal i insti-tution.

Det er yderst kritisabelt, at Børnerådets formand ikke vil diskutere spørgsmålet. Og måske skyldes det, at hun er havnet i en dobbeltrolle:  På den ene side er hun som lektor ved Jydsk Pædagog-Seminarium betalt for at uddanne pæda-goger, og på den anden side har hun sagt ja til et hverv som børnenes talerør – også når børnene ikke kan tale. Men de kan skrige. Og det gør de! Sunde børn skriger, når de bliver afleveret i vuggestuen –  men efter nogle uger holder de som regel op. Og så er alt som den falske voksen-konsensus tillader: Mor og far kan uden samvittighedsskrupler udvikle sig på arbejdsmarkedet. Men dét at børnene vænner sig til separationen siger intet om, at det så også er godt for dem. For det første har børnene jo intet valg: De er de små og må indordne sig under forældrenes trang til selvudvikling og samfundets uigennemtænkte satsning på at have så mange i arbejde som muligt. For det andet samarbejder børn. Det gør de uanset om forældrene er arbejdsnarkomaner eller ganske almindelig-e narkomaner. For det tredje – og det gælder især for de ældste institutionsbørn – så har de ikke noget sammenligningsgrundlag. De aner simpelt hen ikke, hvad det vil sige, hvis forældrene positivt har valgt, at et hjem er et sted, hvor der er nogen hjemme.

Jytte Juul Jensen mener ikke, at forældre skal have dårlig samvittighed over de valg, de træffer. Men det er ikke Børnerådets opgave at aflive de voksnes dår-lige samvittighed. Samvittighedens stemme er den instinktive fornemmelse af det enkelte barns behov. Det er et alvorligere indgreb i den voksnes og barnets frihed at sige, at forældrene ikke skal have dårlig samvittighed end at pådutte dem en dårlig samvittighed. I en tid, hvor der er en tendens til, at man skal kun-ne tage imod alle tilbud, selv om man har fået børn, er hun med til at negligere børnenes interesser. Det er de voksne, der er de store og stærke og dem, der skal lægge bånd på sig selv og deres lyster. Tidens selvrealiseringen er i sin na-tur navlebeskuende og farlig for ægteskab og familieliv. Og Jytte Juul Jensens opfordring til at fjerne den dårlige samvittighed kan let blive en opfordring til dette egotrip. Børnerådet derimod blev etableret for at tale børnenes sag – også når konsekvenserne blev, at de voksne måtte give afkald på noget af deres trang til arbejdsmæssig selvudvikling og materialistiske udskejelser.

Men i stedet for at forske indenfor området, så er Freud og udviklingspsyko-logerne blevet sendt på førtidspension og vi bliver overdænget med folk som siger “her er fred og ingen fare for vores fælles fremtid – aldrig har børn haft det bedre end i Danmark i dag!”. Disse profeter taler som regel i sammenlig-ningernes sprog. Jytte Juul Jensen sammenligner med andre lande, hvor der ik-ke bliver talt så meget om, og gjort så meget for, børn som i Danmark. Hun glemmer bare at pege på nogle af de ting, som er bedre i vores nabolande – fx. den et år lange barselsorlov i Sverige, og Norges forsøg med i højere grad at lade pengene følge børnene – i stedet for som i Danmark, hvor pengene følger institutionerne. Hun glemmer også, at den megen tale om børn kunne skyldes, at Danmark er det land i verden, hvor børn tilbringer længst tid i institution. Når børnene tilbringer så lang tid i institution, som tilfældet er, vil forældrenes usikkerhed om, hvad det vil sige at være forældre, naturligt tiltage. Derfor den megen snak om – og fokus på – børn. Denne snak kan føre til noget godt for børnene, men ikke hvis de voksnes samvittighed afskaffes.

En anden af  tidens profeter er professor Lars Dencik fra Roskilde Universitets-center. Han bruger de historiske sammenligningers sprog: Tidligere døde mød-rene i barselssengene (næppe dem alle) og børnene fik nogle tørre tæsk.

Men uanset om man bruger de geografiske eller de historiske sammenligninger, så siger sammenligningerne intet om, at de mange milliarder vi bruger på børnein-stitutionsområdet er brugt hensigtsmæssigt eller om de kunne være blevet brugt bedre på en anden måde. Sammenligningerne siger heller ikke noget om, i hvil-ket omfang vi har benyttet den viden vi i dag har om børn. Er det ikke John Halse, der har sagt noget i retning af, at aldrig nogensinde har vi vidst så meget om børn og handlet så lidt i overensstemmelse med den viden, vi har.

Men det er åbenbart et ømtåleligt emne, som man ikke kan diskutere – i hvert fald ikke med en ”uafhængig” børnerådsformand, der er udpeget af en socialdemokratisk socialminister!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s